Bestil billet

7,5 digtere åbner sproget - Poesifestival på en torsdag i anledning af Holstebros 750 år

Holstebro fejrer som bekendt sit 750 års jubilæum her i 2024. Poesioplæsningsarrangementet, Poesi på en torsdag, der har virket siden 2007 i byen, har i den anledning organiseret en ekstra og mangfoldig poetisk begivenhed.

Begivenheden bliver med musik og oplæsning af poesi, som i sit omfang ikke bare udtrykker et tillykke til Holstebro, men også en hyldest til dansk digtekunst og poesien i almindelighed.

Til denne lejlighed har Poesi på en torsdag inviteret syv af dansk digtnings mest fremragende udøvere til at læse op af deres værker torsdag den 16. maj. Både med små korte indslag forskellige steder rundt i Holstebro i løbet af dagen og ved et sprudlende aftenarrangement i Laden kl. 20.00, hvor oplæsningerne vil være omkranset af Odin Teatrets Husorkester med gæsters inciterende musik.

De inviterede digtere er

Pia Tafdrup, Peter Laugesen, Marianne Larsen, Asger Schnack, Thomas Boberg, Lone Hørslev og Martin Glaz Serup. I det festlige poesiarrangement deltager desuden Dansk Talentakademi med syv af sine dygtige elever på Forfatterlinjen, ledet af digteren Louise Juhl Dalsgaard.

Praktisk Information

Den poetiske begivenhed finder, som sagt, sted i Laden, Brogårdsvej 4 i Holstebro torsdag den 16. maj kl. 20.00. De oplæsninger, der vil ske i offentlige sammenhænge i dagtimerne, offentliggøres gennem sociale medier i løbet af den kommende tid samt på Holstebro Kunstmuseums og Odin Teatrets hjemmesider.

Lokation: Laden, Brogårdsvej 4, Holstebro
Pris: 80 kr. / 40 kr. for studerende
Inklusive et glas vin, en øl eller en sodavand
Billet kan købes i indgangen eller bestilles online

Kort om de medvirkende forfattere


Pia Tafdrup. Foto: Simone Lilmoes

Pia Tafdrup

Født 29. maj 1952 i København. Cand.mag. i nordisk (dansk) fra Københavns Universitet, 1977. Tafdrup debuterede med Når der går hul på en engel, (Borgen, 1981). Medlem af Det Danske Akademi.

Litteraturpriser: Nordisk Råds Litteraturpris, 1999. Søren Gyldendal Prisen, 2005. Det Svenske Akademis Nordiske Pris, 2006.

Seneste digtudgivelse: Berøringen af hud, (Gyldendal, 2022).


Peter Laugesen. Foto: Martin Dam

Peter Laugesen

Født i 1942 i København, men har tilbragt størsteparten af sin tilværelse i Aarhus. Han debuterede i tidsskriftet Hvedekorn i oktober 1962 og fik sin bogdebut med digtsamlingen Landskab, 1967, på Borgens Forlag. Hans produktion er gigantisk. Siden debuten har han skrevet knapt 60 digtsamlinger og adskillige dramatiske værker. Han har været oversætter og bedrevet vidende kunstkritik samt udgivet cd’er i genren jazz og poesi med flere jazzorkestre.

Peter Laugesen er medlem af Det Danske Akademi siden 1997. Hans seneste bøger er: Det ligger på mit hjerte, (Gyldendal 2023) og Il miglior fabbro, (Herman & Frudit 2023).


Marianne Larsen. Foto: Klaus Holsting

Marianne Larsen

Dansk digter, forfatter og dramatiker. Født 27. januar 1951 i Kalundborg. Danskstudier ved Københavns Universitet. Siden litteraturvidenskab og kinesisk.

Marianne Larsen har modtaget en lang række priser og udmærkelser, herunder Otto Benzons Forfatterlegat 1980, Johannes Ewald-Legatet 1981, Martin Andersen Nexø-Legatet 1990, Holger Drachmann-legatet 2012 samt Det Danske Akademis Den store pris 2022. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse har hun modtaget fra 1989.

Siden debuten Koncentrationer 1971 har hun udgivet over 50 digtsamlinger. Senest Hændelser i stresset melankoli, (Gyldendal, 2015), Og tiden i vild tilstand mod min hud, (Gyldendal, 2016), Sviml ud, (Gyldendal, 2018) og den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september, (Asger Schnacks Forlag, 2021). Hun har desuden udgivet flere romaner, børnebøger og dramatik.


Asger Schnack. Foto: Anne Tholstrup

Asger Schnack

Født i København i 1949 og debuterede på forlaget Arena 17 år gammel, mens han stadig gik i gymnasiet. Hans samlede værker, der overvejende består af digte, er af en svimlende størrelse. Foruden digtene har han skrevet essays om kunst og forfattere, digte for børn, biografier og romaner. Han har haft egne forlag og været redaktør af et stort antal antologier og digtsamlinger af både danske og udenlandske forfattere. Hans viden om lyrik er lige så imponerende, som han drager omsorg for kvaliteten i dansk litteratur. Schnacks lyrik er formet af et utrætteligt arbejde med sproget som kunstnerisk udtryk og vej til erkendelse.

Seneste digtsamling er Lys og skygge er det samme (Forlaget Ekbátana, 2023).


Thomas Boberg. Foto: Lars Gundersen

Thomas Boberg

Født 5. juli 1960 i Roskilde. Han har i alt udgivet 20 digtsamlinger siden 1984. Den seneste er 69 dæmoner, (Gyldendal, 2022). Derudover har han udgivet noveller, to romaner og fem såkaldte ’rejseminder’.

For sit arbejde har han fortjent modtaget diverse priser og udmærkelser. Blandt andre Johannes Ewalds Legat, Morten Nielsens Mindelegat, Otto Gelsted-prisen og i 2012 Det Danske Akademis store pris.

Boberg er medlem af Det Danske Akademi siden 2018.


Lone Hørslev. Foto: Henrik Sørensen

Lone Hørslev

Født 1974 i Køge, men vokset op i Holstebro (student fra Holstebro Gymnasium 1994). Hørslev har skrevet seks digtsamlinger siden debuten Tak (Gyldendal, 2001). Efter Tak fulgte: Ærgerligt, ærgerligt (Gyldendal, 2003), Lige mig (Gyldendal, 2007), Jeg ved ikke om den slags tanker er normale (Forlaget Hjørring 2009), La’os (C&K Forlag, 2012) og Dagene er data (Rosinante, 2018).

Litterære priser: Carlsbergs ide-legat, Årets Fund, 2003. Michael Strunge-prisen, 2004. Jytte Borberg-Prisen, 2009. Danske Autorers Hæderspris, 2013. Beatriceprisen, 2014.


Martin Glaz Serup. Foto: Simon Klein Knudsen.

Martin Glaz Serup

Født 1978. Glaz Serup er en enestående inspirerende og misundelsesværdig flittig forfatter. Foruden sine 12 digtsamlinger siden debuten Shylas ansigt i 2002 og indtil den sidst udkomne, Kan du huske/regnvejret i Trieste (Victor B. Andersens Maskinfabrik 2021) har han udgivet 13 børne- og ungdomsbøger, essays, et litterært værk om relationel poesi og har været og er redaktør på websites og blogge om litteratur - for nu at nævne en del af indsatsen. Hans bøger er oversat til ni forskellige sprog. Men mest interessant er måske den forbløffende tydelige og stadige udvikling i det samlede oeuvre. Han har modtaget Michael Strunge-prisen og vundet guldmedalje fra Københavns Universitet.

Poesi på en torsdag består af

Holstebro Bibliotek, Holstebro Gymnasium og Hf, Uddannelsescentret Holstebro, Laden, Lemvig Boghandel, Odin Teatret og Holstebro Kunstmuseum.

I anledning af



Arrangementet er støttet af

Coverfoto | Fra højre: Lone Hørslev. Foto: Henrik Sørensen, Peter Laugesen. Foto: Martin Dam, Pia Tafdrup. Foto: Simone Lilmoes, Marianne Larsen. Foto: Klaus Holsting, Martin Glaz Serup. Foto: Simon Klein Knudsen. Asger Schnack. Foto: Anne Tholstrup. Thomas Boberg. Foto: Lars Gundersen. Layout: Holstebro Bibliotek. 

bubble