FABRICA

Særudstilling

Efterårets sanselige udstilling FABRICA er den første ud af i alt tre udstillinger under den fælles titel ”Sans! Nye verdener”, der er blevet til i samarbejde mellem Sorø Kunstmuseum og Holstebro Kunstmuseum. 

FABRICA har udgangspunkt i et intimt, hverdagsligt objekt, nemlig tekstilet: som tøj, stof, symbol, kommunikation og identitet. Med inspiration fra cirkusmanegens kulørte univers, skaber billedkunstner Eva Steen Christensen (f. 1969) og Scenograf Nikolaj Danielsen (f. 1966) et sanseligt dystopisk landskab af genbrugstekstiler, hvor en stor organisk manege i træ med tragtformede velourpolstrede indgangspartier er placeret. Indvendig møder man et virvar af bløde tekstile skulpturer, der kan flettes og stables eller væves ind i åbne strukturer. 

I manegen sættes gængse regler ud af kraft. Begreber vendes på hovedet og på vrangen, gennem uforudsigelig leg og humor, hvor sanseligheden er forstærket gennem farver, lyd og bevægelser. I en vekselvirkning mellem installationen og de besøgende, indbyder udstillingen til at hver og en kan skabe sin egen historie eller påføre sig en ny identitet. Klæde sig på, klæde sig ud. Her bliver beskueren en del af værkets materiale, og det er selve interaktionen, mødet med rum, objekt og andre besøgende, der igangsætter den egentlige performative fortælling i udstillingen. 

Kom og vær med til at forme fortællingen i FABRICA.

Udstillingen vises på Sorø Kunstmuseum (22.03.2024 – 11.08.2024) og på Holstebro Kunstmuseum (14.09.2024 – 09.03.2025).

Udstillingen er støttet af:
Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Spar Nord Fonden, William Demant Fonden, Axel Muusfeldts Fond, Arne V. Schleschs Fond, Poul Johansen Fonden og Brand af 1848 fond. 

Udstillingens sponsorer:
Kvadrat, Randers Reb, Dansk Wilton A/S, Frellsens hær og Røde Kors. 

Sans! Nye verdener er støttet af:
Færchfonden, 15 Juni Fonden og Nordea-fonden.


Filmen er lavet af Alexander Ziegler.

bubble