Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Møbelarkitekt Paul Kjærholm

Poul Kjærholm (1929-1980) blev uddannet som møbelsnedker i 1948 og havde siden Hans J. Wegner, Jørn Utzon og Palle Suneson som lærere bl.a. på Kunsthåndværkerskolen, hvorfra han blev uddannet i 1952. I 1959 blev han ansat ved Kunstakademiets Arkitektskole, og fra 1976 til sin død i 1980 var han professor samme sted. Gift 1953 med Hanne Kjærholm.

Det var den danske møbeltradition, der dannede udgangspunkt for Poul Kjærholms virke som møbelarkitekt. Andre store inspirationskilder var den tyske Bauhaus-bevægelse og den hollandske kunstnergruppe De Stijll, hvor særligt maleren Piet Mondrian og møbelarkitekten Gerrit Rietveld fik stor betydning for hans udtryk og ideer om design.

Poul Kjærholms møbler er på én gang klassiske og radikalt nye. Som i de bedste danske møbelklassikere er der i hans stole, sofaer, taburetter og borde en intim forbindelse mellem brug, form og materiale. Han skabte minimalistiske møbler, hvor alt overflødigt er skåret væk og møblet befriet fra tidens og modens krav – de er tidløse.

Det radikale i Poul Kjærholms møbler er, at han – i modsætning til den danske møbeltradition, hvor træ var hovedmaterialet – som den første danske møbelarkitekt konsekvent bruger tidens nye materialer: stål og læder. Endvidere kobler han håndværkerens kunnen med den industrielle fremstillings præcision.

Umbrako-skruen – en lille skrue med stor styrke – bliver et meget vigtigt element i Poul Kjærholms design. Den giver mulighed for at lave meget enkle, men samtidigt stærke samlinger. Poul Kjærholm gør ikke noget for at skjule samlingerne. Tværtimod er de fuldt synlige – nærmest som et ornament – der gør det muligt umiddelbart at forstå møblet som konstruktion. Således kan alle Poul Kjærholms stole umiddelbart skilles ad i de dele, de synligt består af. Konstruktionen og materialerne betyder også, at møblerne kan opbygges i moduler, som f.eks. sofaen PK 31, der både eksisterer som enkeltstående stol eller som to eller tre personers sofa.

Poul Kjærholms møbler er udformet efter de materialer, der er anvendt og de værktøjer, man skal bruge for at bearbejde materialet. De er enkle, originale og universelle, præget af at være gennembearbejdede, kompromisløse og af høj håndværksmæssig kvalitet. Han indfører nye materialer og konstruktionsprincipper i dansk møbelkunst, men bruger dem på en måde, der følger den danske møbeltradition.

Møbler i museet.
Poul Kjærholm (1929-1980)