Åbningstider

1. juli - 31. august  
Tirsdag-fredag kl. 11-17
Weekend kl. 11-17
Mandag      lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Aktuelle

2. oktober 2019 kl. 19:30 Dea Trier Mørch og grafikken.

Dea Trier Mørch var en kunstner, der brugte grafikken som værktøj i den politiske kamp. Det var hun ikke ene om. Allerede i 1500-tallet var grafikken en vigtig brik i udbredelsen af Reformationen.  
 
Dea Trier Mørch var en politisk kunstner – hun brugte grafikken som værktøj i den politiske propaganda på den danske venstrefløj i 1960'erne, med det formål at omstyrte det kapitalistiske samfund, og erstatte det med socialismen. 
 
Linoleumssnittet var hendes foretrukne udtryksform. Det var perfekt til de mange plakater som kunstnerkollektivet Røde Mor, som hun var med til at stifte, fremstillede. Det visuelle udtryk var enkelt, lod sig let basere på fotografier, som var kendte i offentligheden, og var let aflæseligt. 
 
Man kunne skære et motiv i linoleum, lave et prøvetryk, og aflevere linoleumspladen og prøvetrykket på offsettrykkeriet, og dagen efter stå med 1000 plakater, som man kunne sætte op på gader og stræder. Og dagen efter mødte folk op til den demonstration, som plakaterne agiterede for.
 
Denne brug af det grafiske udtryk er ikke ny. Allerede i 1500-tallet, kort tid efter at grafikken blev ’opfundet’, blev grafikken også brugt i én af de vigtigste revolutioner i Europa – Reformationen. 
 
Gutenberg introducerede trykkekunsten i Europa i midten af 1400-tallet (Kineserne havde allerede kendt til trykteknikken siden 700-tallet). Nogle af de tidligste tryk vi kender fra Europa, var den katolske kirkes afladsbreve. Men der blev også hurtigt brug for, at der blev tykt illustrationer i bøgerne. 
 
Albrecht Dürer er én af de tidligste kunstnere, vi kender, der arbejdede med grafikken. Han havde et helt værksted med svende, der skar og trykte hans tryk. Og han tjente mere på sin trykkerivirksomhed end han tjente på sine malerier. 
 
Den trykte bog, og det grafiske tryk fik en stor betydning, da Martin Luther gjorde op med den katolske kirke i begyndelsen af 1500-tallet. Kunstneren Lucas Cranach d.æ. kunne levere billige tryk med Martin Luthers portræt, så alle hans tilhængere vidste hvordan han så ud – det var med til at sikre Reformationens succes. Også for over 500 år siden blev grafikken brugt til at forandre samfundet.  
 
Kunstformidler Peter Haarby tager publikum med på en spændende rejse gennem grafikkens historie fra de tidligste kinesiske bloktryk over Albrecht Dürer og Lucas Cranach den ældre til Dea Trier Mørck. 
 
Vi skal også høre om de forskellige grafiske teknikker, og hvilken betydning de har haft for grafikkens praktiske anvendelse og det grafiske udtryk. Og endelig skal vi også høre om, hvornår grafikken bliver til egentlig kunst. 
 
Foredraget afvikles i samarbejde med Folkeuniversitetet.  
 
 
Tilbage