Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2006

15. marts 2006 kl. 19:30 Mød keramikeren Peder Rasmussen

Lørdag den 25. februar 2006 åbner Holstebro Kunstmuseum udstillingen Globus, der viser 12 billedvaser af keramikeren Peder Rasmussen, skabt gennem de seneste to år.

Alle de 12 vaser er formmæssigt ens: de er kuglerunde, ca. 55 cm. i diameter og fremstillet i ler-tøj, der på traditionel vis er dekoreret med begitteler og glaseret med klar blyglasur. Peder Rasmussen har valgt kugleformen, for at få så enkel en baggrund som muligt til de dekorationer, han maler på og ridser ind i krukkernes overflader. Men kugleformen er også valgt, fordi den rummer en masse referencer: globusser, planeter og universet er kugler ligesom bolde, sæbebobler og kugler.

Er vasernes form ens er dekorationerne forskellige – og forskellige fra hvordan Peder Rasmus-sen normalt dekorerer sine keramiske værker. Efter i mange år at ha’ brugt ornamentik som dekoration på sine krukker og fade, har Peder Rasmussen i udstillingens 12 vaser brugt menneskeskikkelsen som det væsentligste dekorative element. Ved hjælp af dem, har han skabt 12 små fortællinger eller verdener på vasernes kuglerunde overflader.

Fortællingerne er som små film. Man skal bevæge sig rundt om krukkerne for at opleve dem, og i bevægelsen opstår fortællingens begyndelse, klimaks og slutning. Fortællingerne kan handle om en mand, der går, hopper og falder, om den evige historie om pigerne og drengene, eller om mennesker, der flyver vægtløse rundt på krukkernes overflader. Et sted møder vi Sisyfos, der tumler sin sten op ad bakken – et andet sted en mand, der går tur i skoven. Et stadigt flow af nye billedoplevelser hvor alvor blandes med humor.

Peder Rasmussen har gennem de sidste 20 år været én af dansk keramiks markante skikkelser. Han er uddannet pottemager fra Herman A. Kählers værksted i Næstved, og har dermed sit udgangspunkt i den danske, keramiske tradition. Hans måde at arbejde med form og dekoration, har mindelser om Thorvald Bindesbøll. Men Peder Rasmussen har altid forholdt sig eksperimenterende til traditionen, hvilket også kan ses på denne udstilling, hvor fortællingen giver det tætte samspil mellem form og dekoration en helt ny dimension.

Udstillingen åbnes lørdag den 25. februar kl. 15.00, og den vises frem til den 17. april. Derefter skal udstillingen videre til Tyskland, hvor den skal vises i Stiftung Keramion i Frechen.

Den 25.3. kl. 19.30 giver museet publikum lejlighed til at møde Peder Rasmussen. Denne aften vil han komme og fortælle om de udstillede vaser.
Tilbage