Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2007

17. oktober 2007 kl. 19:30 Et år med Henry

Film og omvisning på Holstebro Kunstmuseum

Jens Jørgen Thorsen lavede i 1965 en lille film om kunstneren Henry Heerup. Filmen kom til at hedde ”Et år med Henry”. Den kan man se på Holstebro Kunstmuseum onsdag den 17. oktober kl. 19.30.

Året rundt på 11 minutter
Filmen varer kun 11 minutter. Men på de 11 minutter når vi både at følge årets gang i Heerups have i Rødovre, se hvordan Heerup maler sine billeder og hugger sine granitskulpturer, og vi får et kursus i kunsten at lave skrammelskulpturer.

Jens Jørgen Thorsen får også tid til at følge Heerup på cykel rundt i København og til stranden ved Bellevue. Vi besøger Nørrebros Runddel hvor Heerup blev født og hører om Heerups opvækst med moderen og om 1. verdenskrigs folkekøkkener. En lille nisselektion bliver der også plads til.

Heerups Have
Efter filmforevisningen vil Kunstformidler Peter Haarby invitere publikum med på en omvisning i Holstebro Kunstmuseums udstilling ”Skralle og Kladde i Figurland”, der netop har Heerups have som tema.

Haven var Heerups arbejdsplads. Hver dag året rundt cyklede han fra hjemmet i Vanløse til haven i Rødovre for at arbejde. Haven var ikke pæn og parcelhus ordentlig. Den var tilgroet, og rundt i det høje græs, hvor skraldebunker og granitskulpturer gemte sig, var der plads til pindsvin, fugle - og nisser. Og i flere tilfælde brugte han haven som motiv for sine malerier, hvad man kan overbevise sig om på udstillingen.

Et mesterværk
”Et år med Henry” er et lille, filmisk mesterværk, hvor Jens Jørgen Thorsen eksperimenterer med alle filmens virkemidler. Han leger med klipningen, bruger sjove vinkler og veksler mellem farve- og sort/hvide billeder. Samtidigt giver filmen et meget fint og sympatisk portræt af kunstneren Heerup.

Provoen Thorsen
Jens Jørgen Thorsen var i samtiden primært kendt som provokatør. Spillefilmen ”Stille dage i Clichy”, planerne om en film om Jesu kærlighedsliv og hans maleraktioner, hvor han brugte en bestemt legemsdel som pensel, fik ofte offentligheden til at tage afstand fra ham.
Men han var samtidig et meget vidende og klogt menneske, hvad hans optræden i Danmarks Radios Kunstquiz vidnede om.

Fakta:
Tid: Onsdag den 17. oktober kl. 19.30
Sted: Holstebro Kunstmuseum, Museumsvej 2, 7500 Holstebro
Entre: Der er gratis adgang til arrangementet
Kaffe: Efter arrangementet er det muligt at købe kaffe og kage i museumscaféen

Tilbage