Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2007

31. oktober 2007 kl. 19:30 Heerup og plakaten

Foredrag om Heerups plakater

Henry Heerup var kendt og populær, også mens han levede. Én af grundene til hans popularitet var sikkert, at han også lavede plakater for foreninger og virksomheder.

På den måde blev hans kunst ikke kun noget, man skulle gå på museum eller galleri for at opleve. Hans kunst og verden blev også en del af almindelige folks hverdag.

Det er den side af Heerups virke, som lederen af Dansk Plakatmuseum, Peder Stougaard, vil fortælle om på Holstebro Kunstmuseum onsdag den 31. oktober kl. 19.30.

Plakatmuseet i Århus
Peder Stougaard har gennem de seneste 30 år interesseret sig for og samlet på plakater. I 1993 blev hans samling grundlaget for Dansk Plakatmuseum i Århus, der i dag rummer omkring 400.000 plakater fra hele verden. Om kort tid flytter det spændende museum til nye bygninger i Den gamle By i Århus.

Heerups Plakater
I Dansk plakatmuseums samling findes også et udvalg af Heerups plakater. Nogle af dem kunne ses på Holstebro bibliotek i september måned.

Her kunne man opleve, hvordan Heerup kombinerede billede, budskab og tekst. Han havde en særlig god fornemmelse for det grafiske og ornamentale, og mange af hans plakater og øvrige grafiske kunst, er da også gået hen og er blevet klassikere.

Plakatkunst
Peder Stougaards foredrag på Holstebro Kunstmuseum vil forme sig som en collage. Han vil både vise eksempler på og fortælle om Heerups plakater.

Men han vil også fortælle om plakatens historie fra man i oldtiden tegnede og skrev meddelelser på murene til nutidens masseproducerede og –distribuerede plakat.

Og om hvordan han selv blev interesseret i plakaten – en interesse, der førte til oprettelsen af Danmarks Plakatmuseum, der i dag er ét af landets spændende specialmuseer.

Fakta:
Tid: Onsdag den 31. oktober kl. 19.30
Sted: Holstebro Kunstmuseum, Museumsvej 2, 7500 Holstebro
Entre: 50 kr. Medlemmer af museets støtteforening har gratis adgang.

Tilbage