Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2008

12. november 2008 kl. 19.30 John Olsen - Kunsten at se. Filmaften

Danmarks Radios Søren Ryge lavede i 2003 fem udsendelser med overskriften ”Kunsten i naturen”, der blev til en tema-aften på DR2. Én af de fem kunstnere, som blev portrætteret var John Olsen, der er udstillingsaktuel på Holstebro Kunstmuseum med udstillingen ”Kunsten at se”.

Onsdag den 12. november har Holstebro Kunstmuseum arrangeret en visning af udsendelsen, der giver et sjældent indblik i John Olsens kunst og hverdag.

Kongen af Skræppeland
John Olsen elsker skræpper. Planten med de store blade, som man kan møde langs de små, Fynske vandløb. Og som bliver så store og talrige, at de kan skjule en voksen mand.

Det er her Søren Ryge finder John Olsen i begyndelsen af sin portrætudsendelse. Midt i den natur, der i bogstaveligste forstand er udgangspunktet for John Olsen kunstneriske skaben. En skaben der handler om naturen – og om den ubrydelige sammenhæng, der i naturen er mellem liv og død.

Samleren John Olsen
I filmen følger vi både John Olsen på jagt i skovene omkring hjemmet Sundgården på Fyn. Og mens han fodrer sin fåreflok. Men vi møder ham også i arbejdsværelset, som er ét stort Undrekammer, fyldt med et utal af ting, han har fundet i naturen, på lossepladsen og hos marskandisere. Ting, der indgår i hans Undrekamre, som er noget af det mest utrolige, der er skabt i nyere tids danske kunst.

Her fortæller han om sit liv og sin kunst. Om den ordblinde dreng, der overlevede fordi han kunne tegne. Og om skulpturen af en den engelske dværgkamphøne, der fik ærespræmie på en fjerkræudstilling i Odense.

Film og Undrekammer
Fik man ikke set filmen i 2003 – eller genudsendelsen i 2005 – er der altså en mulighed onsdag den 12. november på Holstebro Kunstmuseum. Filmen varer en god halv time, og bagefter vil Kunstformidler Peter gå med publikum i Undrekammeret, og fortælle lidt mere om John Olsens fund – og hvorfor det egentligt er kunst.

Fakta
Tid: Onsdag den 12. november kl. 19.30
Sted: Holstebro Kunstmuseum, Museumsvej 2, 7500 Holstebro
Entre: Gratis




Tilbage