Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2008

11. - 16. oktober 2008 daglig kl. 12.30 - 15.30 Kunsten at se - for børn

”Det vigtigste det er at se! At gøre erfaring gennem øjnene som sans. Det burde være et fag i skolen, at lære børnene at se”.

Ordene er John Olsens, der er aktuel med udstillingen ”Kunsten at se” på Holstebro Kunstmuseum. Og ordene har givet inspiration til museets tegneskole for børn i skolernes efterårsferie.

Tre timers koncentreret tegning
Det er vigtigt at lære at tegne. Selvfølgelig hvis man vil være kunstner. Men det er også et vigtigt sprog at kunne for alle, fordi man gennem tegning lærer, at tingene kan ses på mange måder. Og fordi man styrker sin opmærksomhed og koncentration.

Derfor har Holstebro Kunstmuseum arrangeret tegneskole for børn i efterårsferien. Her kan børn fra 8 år og opefter få 3 timers koncentreret tegneundervisning med udgangspunkt i John Olsen-udstillingen.

Fuglecroquis og tegneøvelser
Det er kunstformidler Peter Haarby, der står for tegneskolen. Han har tilrettelagt en spændende eftermiddag, hvor tegningen er i fokus. ”Man skal øve sig for at blive en god tegner, og man skal øve sig meget”, siger Peter Haarby. ”Derfor skal vi lave en masse tegneøvelser, i de tre timer tegneskolen varer”.

Til lejligheden har Peter Haarby opfundet en ny tegneøvelse – nemlig ”Fuglecroquis”. Her skal børnene på kort tid tegne 15 forskellige udstoppede fugle, som museet har lånt på Holstebro Naturskole.

Voksne er også velkomne
Tegneskolen starter lørdag den 11. oktober. Og frem til torsdag den 16. oktober er der tegneskole mellem kl. 12.30 og 15.30 hver dag. I weekenden vil tegneskolen være for børn og deres forældre. Så kan børn og voksne få en god oplevelse sammen – og de voksne kan se, at det der med at tegne ikke er helt så let, som det nogen gange ser ud til.

Hver dag er der max. plads til 10 børn, så der er tid til fordybelse og individuel vejledning.

Fakta
Tid: Den 11. – 16. oktober – hver dag kl. 12.30 – 15.30
Sted: Holstebro Kunstmuseum, Museumsvej 2, 7500 Holstebro
Tilmelding: Man kan allerede nu tilmelde børn til tegneskolen. Henvendelse i museets butik eller på museets telefon nr. 9742 4518
Antal: Hver dag kan der max. deltage 10 børn. Lørdag den 11. og søndag den 12. kan forældre tilmelde sig sammen med deres børn. Men det max. deltagerantal er stadig 10.
Betaling: Det koster 50 kr. at deltage i tegneskolen. For de 50 kr. får man undervisning i 3 timer, frugt og saftevand i pausen samt blyanter og papir med hjem.


Tilbage