Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2008

26. november 2008 kl. 19:30 Grafiske teknikker

Hvad har Rembrandt og John Olsen til fælles? Det spørgsmål kan man få svaret på onsdag den 26. november, når Holstebro Kunstmuseum inviterer til ”Grafisk Aften”.

Her har museet allieret sig med grafikerne Trine Anderschou og Steffan Herrik, der begge er tilknyttet Grafisk Værksted i Odense.

En af de ældste kunstneriske teknikker

I vore dage forbinder de fleste sikkert begrebet grafik med computeren. Men kendskabet til de grafiske teknikker går i Europa helt tilbage til 1400-tallet, hvor træsnittet kom til Europa fra Kina sammen med papiret.

Som navnet siger snitter man et motiv i en træplade, en stok. Derefter ruller man sværte på pladen og trykker motivet over på papir. På den måde kan man lave flere tryk, der alle er originale kunstværker.

Træsnit, radering og litografi
Der findes flere forskellige trykteknikker, alt afhængig af hvilket materiale stokken er lavet af, og hvilket redskab man bruger til at tegne motivet i stokken med. Hovedformerne er højtryk, hvor man skærer i træ- eller linoleumsplader, dybtryk, hvor man ridser motivet i en kobber- eller zinkplade og plantryk eller litografi, hvor man tegner på en finkornet sten med fedtet kridt.

Højtryks- og dybtryksteknikkerne har ikke forandret sig væsentligt fra 1500-tallet til i dag. Så hvis Rembrandt forvildede sig ind på et moderne grafisk værksted, ville han umiddelbart kunne gå i gang med at lave og trykke billeder sammen med John Olsen.

Grafikere fra Fyn fortæller og demonstrerer
I Holstebro Kunstmuseums samling findes der meget godt grafik. Der er litografier af Giacometti, raderinger af Picasso og John Olsen og linoleumstryk af Heerup. Og til foråret viser museet en udstilling med over 100 grafiske arbejder af Tal R.

Grafik er en spændende og levende kunstart. Og derfor har museet inviteret grafikerne Trine Anderschou og Steffan Herrik til at fortælle om – og demonstrerer – de grafiske teknikker onsdag den 26. november. Begge er knyttet til Fyns Grafiske Værksted i Odense, hvor kunstnere arbejder med grafik, og hvor man kan se spændende udstillinger med danske og udenlandske grafikere.

Fakta
Tid: Onsdag den 26. november kl. 19.30
Sted: Holstebro Kunstmuseum, Museumsvej 2, 7500 Holstebro
Entre: 50 kr.
Arrangør: Holstebro Kunstmuseum i samarbejde med Folkeuniversitetet.



Tilbage