Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2010

27. maj 2010 kl. 13:30 Rejsegilde

Stemningen var høj da Holstebro Kunstmuseum torsdag eftermiddag i strålende solskin holdt rejsegilde på museets kommende udvidelse Færchfløjen. Museet fejrede sammen med Færchfondet, Holstebro Kommune, entreprenører, håndværkere og arbejderne på byggepladsen rejsegildet, der markerer, at der nu er tag over det meste af den nye tilbygning.

Museets formand Arne Nielsen bød velkommen og gav derefter ordet til Holstebros borgmester H.C.Østerby, der konstaterede, at man nu – næsten et år efter at museet havde løftet sløret for udvidelsesplanerne – kunne begynde at ane konturerne af det færdige byggeri. Derefter rettede han en stor tak til Færchfondet, der med en generøs donation har gjort udvidelsen mulig. ”Som kommunens økonomi ser ud lige nu kunne vi ikke selv løfte denne store anlægsopgave. Derfor er vi meget taknemmelige for, at det er et fond og en familie, der på denne måde giver et stort bidrag til Holstebros videre udvikling som kulturby” sagde H.C.Østerby og sluttede af med at ønske alle involverede held og lykke med det fortsatte arbejde frem mod indvielsen af Færch-Fløjen i starten af 2011.

Derefter rettede museets formand Arne Nielsen en tak til håndværkerne. ”For blot 2 måneder siden var jorden snedækket og frostbunden. Men det uvenlige vejr har ikke kunnet ikke stoppe jer håndværkere” sagde Arne Nielsen. ”Vi kan takke jer for, at vi trods den strenge vinter, kun er tre uger bagud i forhold til planen, og at den reviderede tidsplan holder, så vi kan åbne Færchfløjen den 5. februar 2011”.

Arne Nielsen fortsatte med at takke Færchfondet og Holstebro Kommune, der har gjort byggeriet muligt og arkitekt Niels Chr. Andersen, der har arbejdet loyalt videre med de planer, der blev skabt af arkitekt Hanne Kjærholm, der døde umiddelbart efter, at tegningerne til Færchfløjen var gjort færdige. Endelig konstaterede Arne Nielsen, at byggeriet af Færchfløjen løfter Holstebro Kunstmuseum et godt stykke op i Superligaen blandt provinsens kunstmuseer.

Arkitekt Niels Chr. Andersen sluttede talerrækken med at mindes arkitekt Hanne Kjærholm, og takke Færchfondet og kommunen, der har gjort byggeriet muligt og håndværkere og medarbejdere for samarbejdet omkring færdiggørelsen af byggeriet.
Efter rejsegildet fortsætter håndværkere og entreprenører med at lukke byggeriet. Går alt efter planen vil hele Færchfløjen være under tag inden sommerferien. Derefter kan håndværkerne gå i gang med den indvendige færdiggørelse.

Til november kan museet overtage Færchfløjen. Derefter skal museets personale til at indkøre klimaanlæg, opbygge museets magasin og forberede den store udstilling, der markerer åbningen af Færchfløjen den 5. februar 2011.

Yderligere oplysninger ved henvendelse til museumsdirektør Folke Kjems på 9742 4518 eller på fk@holstebrokunstmuseum.dk

Se mere om byggeriet på http://presse.holstebrokunstmuseum.dk/
Tilbage