Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2016

 

10. april 2016 kl. 14-16 Fortællecafé - historier om kunsten i Holstebro


Billedkunstner Sophie Hjerl og historiefortæller Ingrid Hvass invitere Holstebros borgere til at fortælle om deres oplevelser med kunsten og kulturen i Holstebro igennem 50 år.

Til efteråret viser Holstebro Kunstmuseum udstillingen "VÆREN VÆRKET VERDEN", hvor billedkunstner Sophie Hjerl og historiefortæller Ingrid Hvass vil præsentere historier, de har samlet om kunsten og kulturens betydning for Holstebro og Holstebroerne i de seneste 50 år. 
 
Historierne vil Sophie Hjerl og Ingrid Hvass indsamle ved en række fortællecaféer, der afholdes på tre af Holstebros kulturinstitutioner. 
 
Søndag den 10. april kl. 14-16 kan man på Holstebro Kunstmuseum dele sine oplevelser og fortællinger om hvordan billedkunsten, kunsten i byrummet, kunstudstillingerne og kunstmuseets aktiviteter i det hele taget har givet oplevelser og påvirket det daglige liv i Holstebro. 

Men allerede søndag den 3. april kl. 14-16 lægges der ud på Odin Teatret. Her vil de to arrangører invitere borgerne i Holstebro til at møde op og fortælle om deres oplevelser med Odin Teatret i de 50 år, hvor teatret har virket i byen. Det kan være fortællinger om teatrets forestillinger, festugerne i Holstebro, teatrets internationale gæstekunstnere og teatrets utallige aktiviteter i hele kommunen.
 
Og endelig søndag den 17. april - også mellem kl. 14 og 16 - gælder det fortællingerne om Maren - både de sande og skrønerne. Denne fortællecafé finder sted på Holstebro Museum.    
 
Invitationen gælder alle – både nye og gamle Holstebroere – der har en historie at fortælle om oplevelser med "Maren å æ Woun", Odin Teatret eller kunsten på Holstebro Kunstmuseum eller i byrummet. Alle former for historier eller oplevelser er velkomne. Og har man en genstand, der knytter sig til historien, er man velkommen til at medbringe den. 
 
Programmet gennemføres under kyndig vejledning af historiefortæller Ingrid Hvass. Også billedkunstner Sophie Hjerl, der står for udstillingens visuelle del, vil være til stede. Tonemester Jørgen Lindholm er ansvarlig for lydoptagelser undervejs. Der vil desuden være en kort fortælling samt et kunstnerisk indslag fra den pågældende kulturinstitution. Og der serveres en kop kaffe ved hver af de tre fortællecaféer.  
 
For at kunne forberede arrangementerne, beder arrangørerne interesserede om at tilmelde sig på forhånd. Dog er det ikke en forudsætning for at møde op. Send en mail til ingrid@ingridhvass.dk eller ring på 2217 2617, hvis man ønsker at deltage i en eller flere af de tre fortællecaféer eller har spørgsmål til arrangementet.
 
Tilbage