Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2017

 

1. oktober 2017 kl. 14 Omvisning
The Men Who Fell from Earth

Kunstformidler Peter Haarby viser rundt i museets aktuelle udstilling 'The Men Who Fell from Earth' der viser værker af Jonathan Meese, Daniel Richter og Tal R

’Fritidshjem med pædagogen låst inde i kosteskabet’. Sådan karakteriserede den danske kunstner Tal R situationen, da han og hans to tyske venner Jonathan Meese og Daniel Richter var i gang med at lave 50 tegninger til deres fælles udstilling ’The Men Who Fell from Earth’ på Holstebro Kunstmuseum. 
 
Fællestegninger og -malerier
I Museets høje sal i Færchfløjen kan man se resultatet af ’anarkiet i fritidshjemmet’. Fællestegningerne dækker hele den ene væg i rummet. På den anden hænger et antal malerier, som også er malet på museet og i fællesskab. 
 
Undrekammer fyldt med kitsch
Og gulvet i museets høje salen er fyldt med de mærkeligste ting. Gamle hoddogreklamefigurer stillet sammen med sjældne forstenede træstammer og blåmalede ølkasser med guitarer og andre ting syet ind i blåt- og hvidstribet stof.  Et overvældende, kitschet og mærkværdigt undrekammer, stykket sammen af genstande, som de tre kunstnere har taget med til museet. 
 
Alvor og humor
Man kan på udstillingen tydeligt se, at de tre kunstnere ofte henter deres inspiration på kanten af det alment accepterede. De går imod konventionerne og normerne. Og deres billedsprog er fabulerende med stor koloristisk og ekspressiv styrke. De er fandenivoldske, fabulerende og hæmningsløse. Det er alvorsfulde og presserende emner, de tager under behandling – men ofte sker det med humor.

Inspiration fra SiFi-klassiker
Udstillingens titel er en omskrivning af den amerikanske science fiction-forfatter Walter Tevis’ roman ’The Man Who Fell to Earth’, der i 1976 blev filmatiseret med David Bowie hovedrollen som et rumvæsen, der kommer til Jorden for at skaffe vand til sin tørkeramte planet. Projektet mislykkes, og rumvæsenet går til grunde i alskens misbrug. Filmen er foruroligende og højaktuel og handler om klimakrise, grådighed og frygten for det fremmedartede. 
 
Meese, Richter og Tal også på film
Til udstillingen har Richter og Tal R skabt en kortfilm (instr. Emma Leth) med en surrealistisk billedside, hvor de sammen optræder og reciterer fra The Man Who fell to Earth.
 
Også individuelle malerier
Udover de værker, som de tre kunstnere i fællesskab har lavet til udstillingen, viser udstillingen også værker som de tre har lavet hver for sig.   
 
Omvisning med kunstformidler
Kunstformidler Peter Haarby vil på omvisningen fortælle om de tre kunstnere og deres fællesværker. Men man kan også høre om de værker, de tre kunstnere hver for sig viser på udstillingen. 
 
Det er gratis at deltage i omvisningen når der er betalt entré til museet.   
 
 
Tilbage