Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Jens Nielsen

Jens Nielsen (1891-1978) var født ind i en landboslægt, hvor højskolebevægelsen spillede en vigtig rolle. Frem til 1926 arbejdede han på forskellige friskoler. Det følgende år rejste han rundt i Europa, hvor han studerede frie skoleformer. I 1927 åbnede han friskolen Brejdablik i Vejen. Skolen var højst usædvanlig for sin tid: den havde ingen timeplan, og undervisningen tog udgangspunkt i elevernes egen trang til at lære og opleve. Læreren kom først ind i billedet, når børnene havde brug for ham.
 
Jens Nielsen havde allerede da søgt en måde at udtrykke tanker og ideer på: i an havde forsøgt sig som digter, Hadigte, linoleumssnit, keramik og træskærerarbejde. I 1930 malede han sit første oliemaleri og fandt her et udtryksmiddel, der passede til det, han ville og til hans temperament.
 
Da Jens Nielsen engagerede sig så meget i maleriet, at eleverne lidt efter lidt forlod skolen, bad familien i 1932 maleren Olivia Holm-Møller om at tale Jens Nielsen fra at fortsætte med maleriet. Men Olivia Holm-Møller tog ham i stedet alvorlig som kunstner og gav ham gode råd. Det blev starten på et livslangt venskab.
 
Resten af livet levede Jens Nielsen udelukkende for sine billeder. I 1936 havde han sin første udstilling i København. Siden udstillede han mange steder uden dog at få et afgørende gennembrud. I 1944 malede han de første akvareller, og i 1947 foretog han som kunstner sin første større udenlandsrejse, hvor han rejste til Nordafrika sammen med Olivia Holm-Møller.
 
I 1967 blev sognepræsten ved den nye Nørrelandskirke, Jens Hvass opmærksom på Jens Nielsen og inviterede ham til at udstille og arbejde i kirkens menighedslokaler. Og i 1971 blev Jens Nielsen Museet indviet. Det rummede foruden udstilling og magasin, et atelier og en bolig hvor Jens Nielsen og konen Anna boede frem til Jens Nielsens død i 1978. I 1982 overdrog Museet Holmen i Løgumkloster vennen Olivia Holm-Møllers værker til museet, der skiftede navn til Jens Nielsen & Olivia Holm-Møller Museet. I 1987 blev museet en del af Holstebro Kunstmuseum.
 
Jens Nielsens oliemalerier er fortællende med stærke, religiøse overtoner. Mange af hans billeder tager udgangspunkt i Bibelens historier. Ilden og vandet går igen som symboler på renselse og fornyelse. I øvrigt var han ikke medlem af Folkekirken eller bekendte sig til en bestemt kirkelig retning.
 
Billedsproget er voldsomt og ekspressivt, og farven er vigtigst for Jens Nielsen. Den er påført lærredet i tykke lag og bruges rent og kraftfuldt. Billederne er malet næsten som eksplosioner, hvor ideer og syner har presset sig på for at komme ud. Man fornemmer, at der er meget, Jens Nielsen skal ha’ fortalt med sine billeder, og at det er hjerteblod.
 
Akvarellerne indtager en særlig plads i Jens Nielsens produktion. De var hans foretrukne arbejdsform på de mange rejser, og er mere poetiske i udtrykket, men stadig med en dramatisk farvebrug som vigtigste element.
Jens Nielsen