Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Onsdag aften kl. 19-21
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7 og 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Olivia Holm-Møller

Olivia Holm-Møller (1875-1970) blev født i Homå på Djursland. Hjemmet var grundtvigsk præget og som ung underviste Olivia Holm-Møller i dansk, håndgerning og gymnastik på forskellige grundtvigske fri- og højskoler.

Som 26-årig tog hun til København og i årene 1901-02 modtog hun undervisning af August Saabye og Viggo Johansen på Akademiets kunstskole for kvinder. Efter en afbrydelse på et par år, hvor hun bl.a. modellerede skabeloner til kakkelovne på C.M. Hess’ fabrik i Vejle, gik hun igen en kort overgang på Akademiets aftenskole.

I begyndelsen af sin kunstneriske karriere arbejdede Olivia Holm-Møller mest med skulpturen og relieffet, der motivisk for en stor dels vedkommende tog udgangspunkt i familien og slægten. Men fra 1914 blev maleriet hendes centrale udtryksmiddel.

Samme år flytter Olivia Holm-Møller tilbage til Homå. Da hendes svigerinde dør i barselsseng, påtager Olivia Holm-Møller rollen som plejemor for to små nevøer.

Olivia Holm-Møllers maleri er ekspressivt, dristigt og fuldt af voldsomme følelser. Rene, stærke og klare farver – i de første mange år særligt den gule farve – er et centralt virkemiddel i hendes maleri. I maleriet henter hun sine motiver i den nordiske mytologi og bibelhistorien. Også motiver fra den nære virkelighed, de to nevøer, familien og høstscener, finder vej til hendes lærred, men aldrig kun som ren gengivelse af virkeligheden. Motiverne viser altid hen til en større og almen fortælling.

Olivia Holm-Møller rejste hele sit liv. Inden Første Verdenskrig rejste hun flere gange til i Italien. Og efter Anden Verdenskrig rejste hun sammen med vennen og kollegaen Jens Nielsen til fjerne destinationer som Afrika, Mexico, Egypten, Indien og Kina. På rejserne lavede hun skitser i form af akvareller, raderinger og tegninger. Hjemme blev skitserne bearbejdet til malerier, som ikke var eksakte registreringer af turistattraktioner men skildringer af hendes personlige oplevelser af de fremmede landes farver, natur og mennesker.

En særlig plads i hendes maleriske univers er en række billeder fra 1930’erne og 1950’erne med titler som ”Kun farve og rytme”. Olivia Holm-Møller forestillede sig, at alt kunne udtrykkes med farver, uden at billedet forestiller noget. Disse genstandsløse billeder med eksplosive udladninger af farve kan ses som skildringer af sindsstemninger, oplevelser af musik eller essensen af en naturoplevelse, hvor kun farverne står tilbage.

Olivia Holm-Møller arbejdede med maleri, tegning og grafik helt op i sin høje alderdom, men havde svært ved at blive anerkendt. Hele livet var hun en éner, som så på den etablerede kunstverden med skepsis – og også blev set på med skepsis. Efter sin død kom en stor samling af hendes billeder til Museet Holmen i Løgumkloster. I 1982 blev den samling overdraget til Jens Nielsens Museum i Holstebro, der skiftede navn til Jens Nielsen & Olivia Holm-Møller Museet.
Olivia Holm-Møller