Åbningstider

1. - 30. september  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend kl. 11-17
Mandag     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

En udstilling der ligger hen i mørke


Michael Kjær, der er en af folkene bag kunstudstillingen Navigeringer, gør sig tanker om en udstilling, der pludselig har fået uhyggelig relevans, på en måde som ingen havde forestillet sig.

-
23. marts 2020

Af: Michael Kjær, kurator, Phd. i Kunsthistorie, Københavns Universitet 
 
Lige nu ligger udstillingen Navigeringer - på kanten af en verden i forandring hen i mørke. 
 
Den er som mange funktioner i vores samfund lukket som en virusforsinkende foranstaltning. Fire dage efter den åbnede. Inde bag museets mure er lysene slukket. Det opleves som en uhyggelig understregning af de tanker, der motiverede udstillingen. 
 
Udstillingen var fra begyndelsen tænkt som en mørk udstilling. Det der satte gang i lysten til at lave en udstilling om at navigere var en fornemmelse af, at vores vestlige kultur befinder sig i et selvskabt og selvdestruktivt mørke. Et mørke der ikke blot er selvdestruktivt, men også er ved at ødelægge de økologier, vi lever i, og den klode, vi befinder os på. 
 
(Artiklen fortsætter under billedet) 

Rembrandt van Rijn. Faust, 1652. Radering. Vejle Kunstmuseum.
 
Fornemmelsen var, at vi som kultur, ikke bare på trods af, men nærmere på grund af, vores stadig mere intensive kortlægning af vores omgivelser, har stadig vanskeligere ved at opfatte andet end vores eget spejlbillede. Vi lægger således i stigende grad verden til rette for vores øjne på skærmenes flader, for vores fødder med vores uhæmmede gennemflyvninger af himlen rundt om os, og for vores behov i og med vores potente og aggressive udnyttelse af jordens ressurcer. 
 
Det mørke, vi befinder os i her i vesten, er et kulturelt mørke, der kommer af, at vi er fanget i vores eget spejlbillede. Det er udstillingens grundlæggende påstand.
 
Udstillingen søger derfor tilbage til midten af 1600-tallet, hvor verden for alvor blev kortlagt med for den tid nye teknikker. På samme tid som denne kortlægning af den ydre verden blev mulig, opdagede en række barokkke billedkunstnere, heriblandt Rembrandt, en indre menneskelig verden, som de gav sig til at udforske. De begav sig ind i et menneskeligt mørke og begyndte at skildre indre mentale landskaber af hidtil uanet rækkevidde.
 
Det vestlige menneske begyndte på denne måde at danne et tyngdepunkt i sit eget indre. Et tyngdepunkt med så stor kraft, at det kunne samle en hel verden omkring sig. Det er i dette samspil mellem kortlægningen af en ydre verden og en samtidig opdagelse af menneskelige indre landskaber, at verden pludselig blev spejlet i det vestlige menneskes indre. I dets forestillinger, drømme og behov. Verden blev på denne måde formet i det vestlige menneskes billede. 
 
Dette spejlbillede er ved at bryde sammen. Særligt klimaforandringerne, men også udviklingerne af såkaldt kunstig intelligens, viser os, at især de ydre, men også de indre landskaber, ikke er til for vores skyld. At de ikke længere kan kontrolleres. Vi har i stigende grad svært ved at genkende den verden, vi lever i. Den spejler os ikke længere. 
 
Men Navigeringer på kanten af en verden i forandring er alligevel en optimistisk udstilling. Den har tiltro til, at det er muligt at åbne verden igen, så vi kan leve i den på nye måder. Tiltro til, at vi kan lære at navigere i verden på mere åbne måder. Derfor tager fire samtidskunstnere os med ned i det undersøiske, op i det overjordiske, ud i digitale landskaber og ind i et menneskeligt mørke. Det er på den måde en åben udstilling.
 
(Artiklen fortsætter under billedet) 

Gry Bagøien Lemuria, 2020.

Lige nu er udstillingen lukket. Det er nærmest historiens ironi, at en udstilling, der forsøger at komme med bud på, hvordan vi kan navigere i en verden under forandring, må lukke, fordi den er blevet overhalet af en verdensomspændende virus, vi mennesker ikke kan kontrollere. Den er blevet til en lukket åben udstilling. Jeg håber, den snart åbner igen. Særligt fordi det vil være et udtryk for, at virussen er gået mildt hen over vores samfund. Vi kan da håbe, at det vi oplever nu også kan lære os at indse vores egen og verdens skrøbelighed. Verden kan ikke længere holde til udelukkende at skulle passe ind i vores forestillinger og imødekomme vores behov.