Åbningstider

1. juli - 31. august  
Tirsdag-fredag kl. 11-17
Weekend kl. 11-17
Mandag      lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Stillingsopslag


DIREKTØR

Holstebro Kunstmuseum skal fra 1. oktober 2017 have ny museumsdirektør, da den hidtidige direktør, Folke Kjems, efter 19 år i stillingen går på pension.

Holstebro Kunstmuseum er et selvejende og statsanerkendt museum med Holstebro Kommune som hovedtilskudsyder. Museets samling dækker udvalgte tendenser i dansk og udenlandsk kunst i det 20. århundrede og samtidskunsten samt aspekter af traditionel kunst fra ikke-vestlige kulturer.

Udover præsentation af egen samling vises årligt 3-4 særudstillinger. Museet arrangerer endvidere foredrag, koncerter, omvisninger, undervisning mm. og samarbejder med andre kulturinstitutioner lokalt, regionalt, nationalt og internationalt. Direktøren skal have for øje, at museumsvirksomheden appellerer til et bredere publikum, og at nye målgrupper inddrages. Endelig skal direktøren styrke museets internationale profil.

Bestyrelsen forventer, at ansøger
· har en for museet relevant kandidat-, magister- eller ph.d.-grad
· har et bredt fagligt netværk
· har ledelses- og museumserfaring og erfaring med praktisk udstillingsarbejde
· har erfaring med budgettering, økonomistyring og fundraising
· har erfaring med projektudvikling og -styring
· har en ledelsesstil med vægt på tillidsfuldt samarbejdsklima i en mindre organisation
· er udadvendt med stærke formidlingsevner, både mundtligt og skriftligt og på dansk og engelsk
· har fortrolighed med elektroniske platforme og sociale medier
· er strategisk, innovativ og parat til at møde de forandringer museumsverden står overfor

Museumsdirektøren har med reference til bestyrelsen det overordnede faglige, økonomiske og administrative ansvar for drift og udvikling af museet. Direktøren skal dertil udbygge relationerne til de offentlige og private tilskudsgivere samt erhvervslivet og videreudvikle relationerne til byens øvrige kulturinstitutioner og ikke mindst museets gæster og venner.

Løn og øvrige arbejdsvilkår efter nærmere aftale og i henhold til overenskomst.

Ansøgninger behandles fortroligt og skal være ansættelsesudvalget i hænde senest 9. august 2017 kl. 10. Samtaler med udvalgte kandidater afholdes i august måned. Der vil blive udarbejdet en lederprofil på ansøgerne til anden samtalerunde.

Der kan kun ansøges online via Holstebro Kommunes hjemmeside med ledige stillinger: https://www.holstebro.dk/Ledig-stilling-10106.aspx?WebAdId=36871

Yderligere oplysninger fås i perioden 2.-28.6. og 31.7.-4.8. ved henvendelse til museets direktør: fk@holstebrokunstmuseum.dk. I øvrigt henvises til museets hjemmeside.


Museet med verdenskunst og kunst fra hele verden i kulturbyen Holstebro.
Holstebro Kunstmuseum åbnede for publikum i 1967 i en ældre patriciervilla. Sidenhen er museet udbygget to gange senest i 2011. Museet er bygningsmæssigt del af et større museumskompleks, der også omfatter byens kulturhistoriske museum med hvilket, der deles hovedindgang, publikumsekspedition og cafe.