Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Pressemeddelelser 2013

The Wave.

På Holstebro Kunstmuseum kan man fra den 4. oktober opleve begrebet Bølge fortolket på en helt ny måde. Det er billedkunstnerne Anna Bak og Magnus Fuhr, der sammen med elever fra Dansk Talentakademis Kunst&Design-linje omdanner museets underetage til et stort interaktivt, bølgende kunstværk med titlen The Wave.  
 
The Wave – som kunstværker hedder – er et stort skulpturlandskab, der bl.a. er skabt af genbrugsmøbler, der er blevet splittet ad og derefter sat sammen til nye, skulpturelle former.
 
Man kan både sidde i skulpturerne, men de fungerer også som skærme, som der bliver projiceret billeder op på. Det spændende er, at publikum kan være med til at påvirke de billeder, der projiceres op på væggen gennem en række forskellige sensorer. Billederne kan manipuleres med stemmen, så lydbølger transformeres til visuelle bølger. Projektionen påvirkes afhængigt af stemmens toneleje og højde.  
 
Man kan også påvirke projektionerne ved at bevæge fingrene i luften over en sensor. Her bliver fingrenes bølgende bevægelser transformeret til visuelle bølger, hvis udseende er afhængig af den måde man bevæger sine fingre på. 
 
Anna Bak og Magnus Fuhrs ide udspringer af tanken om, at bølger opstår, når der ophobes og flyttes energi. En bølge er et reaktionsmønster, og jo flere input der tilføjes systemet, jo større bliver bølgen. Og der skal kun et lille puf til, for at der opstår en kædereaktion eller en dominoeffekt.     
 
The Wave er en installation, hvor kroppen og alle vores sanser aktiveres. Og samtidigt er det et kunstværk, hvor der vises en bred vifte af kunstneriske praksisser: tegning, maleri, skulptur, performance, lyd- og lyskunst samt interaktiv kunst.
 
Men The Wave er også et eksperiment, hvor museet vil prøve at række ud mod nye brugergrupper – særligt unge. Derfor er Dansk Talentakademis Kunst&Design elever med til at skabe The Wave.
Og ferniseringen der afholdes den 4. oktober, bliver noget anderledes end de ferniseringer man normalt afholder på museet. Her vil det være Kunst&Design eleverne, der planlægger festen, som forhåbentlig vil tiltrække mange unge, som ikke normalt kommer på museet.
 
Anna Bak er uddannet fra det Fynske Kunstakademi i Odense i 2012, og arbejder i mange forskellige medier, men fortrinsvis med skulptur og tegning. Se mere om Anna Bak på www.annabak.dk. Magnus Fuhr er også uddannet fra det Fynske Kunstakademi i Odense i 2011. Han arbejder primært med installation, lys, musik og streetart. 
 
Man kan opleve The Wave fra lørdag den 5. oktober og frem til søndag den 27. oktober. The Wave indgår i og har modtaget støtte fra Kulturfestivalen Bølgen.  
 
Fakta
Titel: The Wave – en interaktiv installation skabt af Anna Bak, Magnus Fuhr og elever fra Dansk Talentakademis Kunst&Design linje
Tid: Lørdag den 5. oktober – søndag den 27. oktober 2013; Hverdage kl. 12-16; weekends kl. 11-17; mandag kukket.
Sted: Holstebro Kunstmuseum, Museumsvej 2a, 7500 Holstebro
 
Kontakt: Kunstformidler Peter Haarby; ph@holstebrokunstmuseum.dk; Tlf. 9742 4518
 
 
 
 
Tilbage