Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Pressemeddelelser 2017

AFTENEN INDEN

Lørdag den 4. februar åbner Holstebro Kunstmuseums nye udstilling ’Grådighed – de syv dødssynder’. Men allerede onsdag den 1. februar kan man kl. 19:30 få et helt unikt kig ind bag facaden på den nye udstilling, når museet inviterer publikum ind i den endnu ikke færdige udstilling. 
 
’Vi har aldrig før lukket publikum ind i en udstilling, der er under opbygning’ fortæller kunstformidler Peter Haarby. ’Men vi vil gerne prøve at give publikum den oplevelse det er, at se hvordan en udstilling bliver til’.
 
Onsdag aften er to af de tre kunstnere, der deltager i udstillingen til stede – nemlig Peter Linde Busk og Alexander Tovborg. ’Og hvis ikke der er alt for travlt med opbygningen af udstillingen, kan der være en chance for at publikum kan komme til at hilse på de to kunstnere’ siger Peter Haarby.  
 
Udstillingen vises i museets Færch-fløj, som de tre kunstnere omdanner til noget, der kan minde om en sekulær katedral, hvor de ved hjælp af billeder og skulpturer tager livtag med Grådigheden – en af middelalderens syv dødssynder. 
 
Hvor vi normalt betragter grådighed som en synd, ser de tre kunstnere på grådigheden fra lidt flere synsvinkler. De spør nemlig om grådighed også kan være et grundlæggende vilkår for kunstnerisk skaben? Om man kan se kunstnerisk skaben som en umættelig higen efter en stadig større grad af skønhed og substans? Som en praksis, der aldrig stiller sig tilfreds, men altid søger nye udfordringer? 
 
Udstillingen er del af et udstillingsprojekt om ’De syv Dødssynder’, hvor også Randers Kunstmuseum, Glasmuseet Ebeltoft, Horsens Kunstmuseum, Museet for Religiøs Kunst, MUSE®UM og Skovgaard Museet deltager. Hvert museum har sin egen dødssynd. Udstillingsprojektet er del af Europæisk Kulturhovedstad – Aarhus 2017, og skal samlet set gentænke værdier i det vestlige samfund i dag. Udstillingen er støttet af Europæisk Kulturhovedstad – Aarhus 2017, Augustinus Fonden, Statens Kunstfond og Folketingets Reformationspulje.
 
Fakta:
Hvad: Aftenen før – kig ind bag udstillingens facade.
Hvor: Holstebro Kunstmuseum, Museumsvej 2A, 7500 Holstebro 
Hvornår: Onsdag den 1. februar 2017 kl. 19:30
 
Kontakt: Kunstformidler Peter Haarby: tlf. 9742 4518; mail: ph@holstebrokunstmuseum.dk
 
 
Tilbage