Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Pressemeddelelser 2018

GULD OG GRØNNE SKOVE. ORDRUPGAARD 100 ÅR.

Download pressebilleder i høj opløsning her

Den 20. januar 2018 åbner Holstebro Kunstmuseum udstillingen ’Guld og grønne skove. Ordrupgaard 100 år’. Udstillingen viser et forment udvalg af Ordrupgaardsamlingens danske mesterværker.  
 
Værker af C.W. Eckersberg, L.A. Ring, Theodor Philipsen og Peter Hansen er blot nogle af de mange skatte, der fra den 20. januar kan tages i øjesyn på Holstebro Kunstmuseum. Med på udstillingen er også hele ni værker af Vilhelm Hammershøi – blandt dem ét af den senere tids mest omtalte danske kunstværker, nemlig Ordrupgaard’s nyerhvervelse Hvide døre. Strandgade 30 (1899).  
 
I 1918 åbnede forsikringsdirektøren Wilhelm Hansen og hans hustru Henny deres hjem Ordrupgaard for kunstelskende medborgere, der kunne tage ægteparrets fornemme samling af franske impressionister og danske malere fra guldalderen til det moderne gennembrud i øjesyn. 
 
2018 markerer således 100-året for åbningen af Ordrupgaard. Men en nært forestående udbygning betyder, at Ordrupgaard ikke kan markere jubilæet i eget hus. I stedet fejres jubilæet med en slags ’omvendt’ fødselsdagsfest, hvor museets danske samling kommer ud til gæsten. Og festen starter i Holstebro. 
 
Wilhelm Hansen var forsikringsuddannet. Og optaget af internationale forhold og en moderne tilgang til fremtiden. I 1892 begyndte han og Henny at samle kunst. I første omgang danske kunstnere som vennen Peter Hansen samt bl.a. L.A. Ring og Vilhelm Hammershøi – dristige køb af kunstnere, der ikke var etablerede i samtiden.   
 
Under 1. ste verdenskrig voksede samlingen med enestående værker af franske impressionister, som Wilhelm Hansen var i stand til at købe, både fordi økonomien blomstrede i det neutrale Danmark, og fordi store privatsamlinger på grund af krigen blev sat til salg i blandt andet Frankrig.  
 
Wilhelm Hansen døde i 1936 og efter Hennys død i 1951, overgik Ordrupgaard til Staten. I 1956 åbnede Ordrupgaard som museum - et museum der i dag helt i stifterfamiliens ånd i dag er en levende institution med mange strenge at spille på: en stor samling dansk og international kunst, spændende arkitektur og en kunstpark med værker af samtidskunstens verdensstjerner.
 
Det er første gang Ordrupgaards danske samling vises udenfor København. På den måde giver ’Guld og grønne skove. Ordrupgaard 100 år’ publikum i Nordvestjylland en enestående mulighed for at opleve værker fra populære perioder i dansk kunsthistorie og fra én af Danmarks fineste kunstsamlinger – værker der ellers ikke er tilgængelige på vores egn. Og for at opleve historien om en familie af livsnydere og fremsynede samlere, der byggede en villa i skoven til sig selv og deres kunst – og bagefter inviterede offentligheden inden for på besøg.
 
’Vi håber rigtigt mange danskere får glæde af samlingen’ udtaler Ordrupgaards direktør Anne-Birgitte Fonsmark. ’Turnéen er en unik mulighed for at dele én af Danmarks fineste kunstsamlinger med resten af landet, og vi glæder os meget til mødet mellem vores kunstværker og gæsterne landet rundt’. 
 
”Ordrupgaard 100 år” er tilrettelagt i nært samarbejde med Ordrupgaard. Efterfølgende skal udstillingen vises på Ribe Kunstmuseum, Skovgaardmuseet i Viborg og Sorø Kunstmuseum.

Udstillingen har modtaget støtte fra Færchfondet. 

Fakta
Hvad
’Guld og grønne skove. Ordrupgaard 100 år.’ Udstilling med værker fra Ordrupgaards danske samling i anledning af 100 året for åbningen af Ordrupgaard-samlingen. 
 
Hvornår
20. januar – 21. maj 2018. 
Tirsdag-fredag kl. 12-16;
Weekend og helligdage kl. 11-17;
Mandag lukket – dog ikke mandag den 12.januar og mandag den 2. april (2. påskedag) og mandag den 21. maj (2. pinsedag). 
 
Hvor
Holstebro Kunstmuseum, Museumsvej 2A, 7500 Holstebro
 
Katalog
I forbindelse med udstillingen udgives en spændende og rigt illustreret bog om Ordrupgaards danske samling, skrevet af museets direktør Anne-Birgitte Fonsmark. Bogen bliver til salg på Holstebro Kunstmuseum.
  
Kontakt
Museumsdirektør Anders Gaardboe Jensen; 9742 4518; agj@holstebrokunstmuseum.dk 
eller 
Kunstformidler Peter Haarby; 9742 4518: ph@holstebrokunstmuseum.dk
Tilbage