Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 42)      lukket
Lørdag den 26. oktober     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Pressemeddelelser 2019

DEA TRIER MØRCH OG GRAFIKKEN.

Dea Trier Mørch var en politisk kunstner – hun brugte grafikken som værktøj i den politiske propaganda på den danske venstrefløj i 1960'erne. Det var hun ikke den første til at gøre. Allerede i 1500-tallet var grafikken en vigtig brik i udbredelsen af Reformationen, der førte store omvæltninger med sig i datidens Europa.  
 
Onsdag den 2. oktober kl. 19:30 fortæller kunstformidler Peter Haarby om Dea Trier Mørch og grafikkens historie.  
 
Dea Trier Mørch lavede primært linoleumssnit. Det var et perfekt medie til de mange plakater som kunstnerkollektivet Røde Mor, som hun var med til at stifte, fremstillede. Det visuelle udtryk var enkelt og let aflæseligt. 
 
Man kunne skære motivet i linoleum, lave et prøvetryk, og aflevere linoleumspladen og prøvetrykket på offsettrykkeriet, og dagen efter stå med 1000 plakater, som så kunne sættes op på gader og stræder. Og dagen efter mødte folk op til den demonstration, som plakaterne agiterede for.
 
Denne brug af det grafiske udtryk er ikke ny. Allerede i 1500-tallet, kort tid efter at grafikken blev ’opfundet’, blev grafikken også brugt til at propagandere for en af de vigtigste revolutioner i Europa – Reformationen. 
 
Den trykte bog, som Gutenberg havde introduceret i Europa i 1400-tallet og det grafiske tryk, fik en stor betydning, da Martin Luther gjorde op med den katolske kirke i begyndelsen af 1500-tallet. Kunstneren Lucas Cranach d.æ. kunne levere billige tryk med Martin Luthers portræt, så alle hans tilhængere vidste hvordan han så ud. Det var med til at sikre Reformationens succes. Også for over 500 år siden blev grafikken brugt til at forandre samfundet.  
 
Kunstformidler Peter Haarby tager publikum med på en spændende rejse gennem grafikkens historie fra de tidligste kinesiske bloktryk over Albrecht Dürer og Lucas Cranach den ældre til Dea Trier Mørch. 
 
Foredraget afvikles i samarbejde med Folkeuniversitetet.

Fakta
Hvad Dea Trier Mørch og grafikken 
Hvornår onsdag den 2. oktober 2019 kl. 19:30
Hvor Holstebro Kunstmuseum, Museumsvej 2, 7500 Holstebro
 
Kontakt Kunstformidler Peter Haarby; tlf. 9742 4518; mail: info@holstebrokunstmuseum.dk
 
Tilbage