Åbningstider


 
Tirsdag - fredag: kl. 12-16
Lørdag - søndag: kl. 11-17
 
Mandag: Lukket (ikke helligdage)
 
   

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Pressemeddelelser 2021

 

KANDIS-JOHNNY SYNGER OM ALBERT MERTZ’ TO FARVER PÅ HOLSTEBRO KUNSTMUSEUM

Fredag d. 26. marts kl. 15.00 toner Kandis-Johnny frem på livestream fra Holstebro Kunstmuseums corona-lukkede jubilæumsudstilling Alt dette er Deres! Albert Mertz 100 år. Sammen med digteren Søren Mølstrøm synger han den tidligere nr. 1 sang fra dansktoppen 'To Farver', som handler om Albert Mertz’ røde og blå værker.

I 2019 skrev Johnny Hansen og Søren Mølstrøm fra Kunst ud til Folket fire sange med inspiration fra abstrakte værker i Sorø Kunstmuseums samling – Blandt andet blev Mertz’ karakteristiske røde og blå farver spundet ind i en duet om to vidt forskellige verdner der mødes, med Johnny på blå side og Søren på rød side. Og Mertz' røde og blå farver er der masser af, når Johnny og Søren spiller direkte fra den aktuelle Mertz-udstillingen i Holstebro. Ja, de to musikere bliver nærmest omringet af dem. Det bliver flot. 
 
Kunst ud til folket i et usædvanligt samarbejde
I 2019 udtalte Johnny til P1, at det havde gjort indtryk på ham at høre, at en kunstner som Albert Mertz i virkeligheden havde en utrolig folkelig tilgang til sin kunst. Han var selv åben og folkelig og ønskede, at hans kunst skulle møde mennesker, hvor de var. Han udsmykkede stamværtshuset Andys’s bar i København, han brugte reklamebilleder fra dameblade i sin kunst – og så hørte Mertz selv P3, mens han arbejdede. 
Der er brug for, at vi nedbryder fordommene på tværs af dansk kulturliv. Og netop fordomme havde Søren Mølstrøm også, da han for 3 år siden ringede til Johnny for at spørge, om han ville være med til at synge dansktopsange om abstrakte malerier. Han havde ikke forventet, at Johnny bare sagde ja for fanden, det vil jeg gerne - det er jo modsætninger, der mødes.      
 
Sangen ‘To Farver’, som folk kan opleve live fra museet, var den første de tog hul på, og det skulle ende med at blive projektets slagsang. Den forener ikke blot rød og blå, men også kunstmuseet og dansktoppen – musikken og billedkunsten. Og vi glæder os til, at Kunst ud til folket og Kandis-Johnny bringer kunsten ud til folket i bedste Mertz-stil.
 
Musik og kunst til folket i en corona-lukket tid
På grund af lukning og forsamlingsforbud har Holstebro Kunstmuseum ikke mulighed for at invitere hverken Kandis- eller kunstfans indenfor til koncert. Men forhåbningen er, at samarbejdet i stedet kan få et digitalt liv og eftermæle, der kan sprede glæde og forene forskellige sider af kunst- og kulturlivet.

Fakta
Hvad: Livestreaming af ’To Farver’ | Kunst ud til Folket, Johnny Hansen og Søren Mølstrøm i Holstebro Kunstmuseums særudstilling Alt dette er Deres! Albert Mertz 100 år

Hvor: Opførelsen af ’To Farver’ kan live-streames via museets facebookside

Hvornår: Fredag den 26. marts 2021 kl. 15.00

Opførelsen af to farver varetages af Johnny Hansen, Søren Mølstrøm, guitarist Sune Grip og fotograf Kasper Nybo.

Udstillingen Alt dette er Deres – Albert Mertz 100 år løber frem til og med søndag den 16. maj 2021
 
Kontakt: Kunst ud til Folket v. Søren Mølstrøm: +45 3035 5462  sorenmolstrom@gmail.com // Holstebro Kunstmuseum: Museumsinspektør, ph.d. Teresa Østergaard Pedersen +45 2382 6531  ;toep@holstebrokunstmuseum.dk

 

Pressefotos: Download pressefotos her 

Tilbage