Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Pressemeddelelser 2021

 

Christine Overvad Hansen. Hard coding soft tactics

Holstebro Kunstmuseum 20. november 2021 – 3. april 2022

ÅRETS MODTAGER AF ASTRID NOACKS LEGAT
PRÆSENTERES PÅ HOLSTEBRO KUNSTMUSEUM

 

Vi er stolte over at kunne præsentere Christine Overvad Hansens soloudstilling Hard coding soft tactics med fernisering lørdag d. 20. november. Udstillingen vises i forbindelse med uddelingen af Astrid Noacks Legat, som kunstneren Christine Overvad Hansen har modtaget i år. 
 

Christine Overvad Hansen. Pressefoto. Download pressefoto

HARD CODING SOFT TACTICS
Holstebro Kunstmuseum præsenterer en soloudstilling med Christine Overvad Hansen ­­­(f. 1988), som er årets modtager af Astrid Noacks Legat. Hard coding soft tactics er kunstnerens første soloudstilling på et kunstmuseum, og den består af en række helt nye værker, der er skabt specifikt til lejligheden. 

Overvad Hansen arbejder i et bredt materialeregister, hvori blandt andet indgår bronze, glaseret stentøj, tekstil, sterlingsølv, dyrepels og aluminium. Hun er som kunstner interesseret i materialernes forandringspotentiale og transformerende kraft samt udvekslingerne mellem skulptur og krop.   

Udstillingens værker kredser på forskellig vis om magt, manipulation og forførelse. I værkerne blander bløde manipulationsteknikker sig med delmenneskelige væsener og mytiske trickstere i en sammehængende skulpturel fortælling om om-kodning af relationer og måske ligefrem hacking af "den anden".
 
I sin praksis arbejder Overvad Hansen med skulptur i et udvidet felt, der også indbefatter performative elementer. Her er kroppen et centralt element – både som gennemgående tematik og som instrument, virkemiddel og materiale i den skulpturelle proces. Med kroppen som platform inviteres beskueren til at indgå i vedkommende, sanselige og tankevækkende møder med værker, der kobler sig til vores fælles hukommelse, samleradfærd, mellemmenneskelige relationer og udvekslinger samt konstruktionen af sociale koder og normer. 

Udstillingstitlens Hard coding refererer til software-kodning, hvor data indlejres direkte i objektet eller programmet. Disse repræsenterer normalt uforanderlige informationer – der er altså tale om statiske konstanter i et lukket system, som ikke interagerer eller integrerer udefrakommende inputs. I kontrast hertil refererer Soft tactics til manipulationsteknikker i et mere åbent, personligt system, hvor teknikken muliggør en stærk indflydelse på personen, objektet eller datamængden. 

Overført til skulpturel praksis betyder dette, at værkerne opererer i et spændingsfelt mellem det statiske og uforanderlige samt det åbne og fleksible. Overvad Hansen sammenligner sit kunstneriske arbejde med programmørens, hvorved skulpturen omkodes eller hackes, således at et hybridt skulpturlegeme kommer til syne.


OM ASTRID NOACKS LEGAT
Astrid Noacks Legatfond blev stiftet i 1955. Fondets formål er at forvalte arven efter Noack ved at hædre de bedste unge danske kunstnere gennem legatuddelinger. Billedhuggeren Astrid Noack (1888-1954) var én af dansk kunsts store og særegne skikkelser. Hun blev kunstnersammenslutningen Grønningens første kvindelige medlem i 1935 og i 2006 den eneste kvinde, der er repræsenteret i den Danske Kulturkanon over dansk kunsts allerbedste værker. 
 
Holstebro Kunstmuseums samling tæller i dag over 50 værker af Noack. På grund af denne tyngde valgte Legatfondet i 1982 at deponere en lang række originale gipsmodeller, skitser og arkivalier på museet: Astrid Noacks Studiesamling. Udvalgte elementer herfra kan opleves i museets samlingspræsentation. Yderligere kan man i samlingspræsentationen opleve værker af kunstnere fra Holstebro Kunstmuseums samlinger, der tidligere har modtaget Astrid Noacks Legat: Erik Thommesen, Erland Knudssøn Madsen, John Olsen, Martin Erik Andersen, Emil Westman Hertz og Marie Lund.
 
Det er fondets bestyrelse, der udvælger legatmodtagerne og uddeler legatet. Bestyrelsen i Astrid Noacks Legatfond består af: Formand Janus Noack (2021-, Astrid Noacks slægtning); Ellen Hyllemose (2011-, billedkunstner); Anders Bonnesen (2014- , billedkunstner) og René Schmidt (2017- , billedkunstner). 
 
Christine Overvad Hansen (f. 1988) bor og arbejder i Roskilde. I 2016 tog hun afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København. Samme år modtog hun Årets Kunstnerpris ved Horsens Kunstmuseum, og har siden da gjort sig bemærket som en af ung dansk samtidskunsts væsentlige skulptører med en lang række udstillinger på museer og øvrige kunstinstitutioner i ind- og udland, herunder Den Frie udstillingsbygning, Huset for Kunst & Design i Holstebro, Künstlerhaus Dortmund (DE), Parallel Vienna (AT), Horsens Kunstmuseum, SAK Kunstbygning og Kunsthal Aarhus. Hendes værker er repræsenteret i bl.a. Horsens Kunstmuseums samlinger.


FAKTA

 

Hvad   Særudstillingen Hard coding soft tactics af Christine Overvad Hansen

Hvor   Holstebro Kunstmuseum. Museumsvej 2A, 7500 Holstebro

Hvornår   lørdag d. 20. november 2021 – søndag d. 3. april 2022

Fernisering   lørdag d. 20. november kl. 15.00. Alle er velkomne!


Udstillingen er støttet af   Statens Kunstfond og Frimodt-Heineke Fonden

Pressefotos   Christine Overvad Hansen. Pressefoto >> Download pressefotoet her <<


For yderligere information, kontakt venligst
Museumsdirektør Anders Gaardboe Jensen
E: agj@holstebrokunstmuseum.dk
M: 2613 7745

 
Tilbage