Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Balinesisk traditionel kunst

Bali er hinduistisk i modsætning til resten af Indonesien, der er muslimsk. Hinduismen kom til Bali i det 5. århundrede og omkring år 1500 var de fleste balinesere hinduer. Den balinesiske hinduisme er en syntese af øens oprindelige stammereligion og javanesisk hinduismen, hvor dyrkelsen af Shiva, der både er furgtbarhedsgud og den store ødelægger, er central.

Hinduerne på Bali lever i en verden, hvor alt har sin plads. Den bygger på modsætningen mellem Kaja og Kelod. Kaja betegner retningen mod bjerget, hvor guderne holder til, og Kelod betegner retningen mod havet, hvor dæmonerne og det onde hører til. Midt i mellem lever menneskene. Denne opfattelse viser sig også i templernes opbygning. De består af 3 gårde, der repræsenterer hvert af de 3 områder.

Balineserne dyrker mange guder. Men i realiteten ser de alle guderne som forskellige sider af én højeste gud Sanghyang Widi Wasa: I formen Ris Dewi Sri er den frugtbarhedsgud og knyttet til bjerget, og i formen Dewa Baruna er den ødelæggeren og knyttet til havet.

Balineserne laver ikke fremstillinger af deres guder. I mange templer er der en helligdom med 3 tomme sæder til Shiva, Brahma og Vishnu. Her forestiller man sig, at de tager plads under ceremonien.

En af måderne, religionsudøvelsen visualiseres på, er gennem skyggespillet (Wayang Kalit) og gennem de mange danse, som er rettet mod dæmoniske kræfter. Danserne bærer masker og kostumer, der identificerer dem som en sagnomspunden, løvelignende skabning Barong, der kan forjage onde ånder, eller som Ranga det onde selv.

Den balinesiske træskærerkunst omfatter relieffer og fritstående figurer, og forestiller hovedsageligt dæmoner, helte og lokale guddomme. Pavilloner dekoreres ofte med en garuda – solørnen der er Vishnus ridedyr – eller med en bevinget løve – en singha. Begge figurerne anses for at være lykkebringende. Andre populære træskulpturer er abehelten Hanuman fra det store hinduistiske epos Ramayana, og små Sri-figurer som beskytter rishøsten.

Malerierne er gobelinagtige tegneserier, der ofte anvendes til tempeludsmykning. De viser scener fra sagnene eller er religiøse kalendere med motiver fra det hellige Wuku-års 210 heldige og uheldige dage. På templets vægge er ophængt smalle løbere (Ider-Ider), der kan være bemalet med religiøse og mytologiske skildringer.

Holstebro Kunstmuseums samling af balinesisk kunst er en gave fra kunstnerne Agnete Therkelsen og Ejler Bille, der siden 1970’erne har opholdt sig adskillige gange på Bali.
Bali er hinduistisk i modsætning til resten af Indonesien, der er muslimsk. Hinduismen kom til Bali i det 5. århundrede og omkring år 1500 var de fleste balinesere hinduer. Den balinesiske hinduisme er en syntese af øens oprindelige stammereligion og javanesisk hinduismen, hvor dyrkelsen af Shiva, der både er furgtbarhedsgud og den store ødelægger, er central.