Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Shipibo-Conibo Keramik

 
Shipibo og Conibo stammerne lever i junglen i den nord-østlige del af Peru langs floden Ucayali – en biflod til Amazonas –, og består af et sted mellem 30.000 og 50.000 mennesker. De lever enten i små landsbyer med mellem 100 og 300 indbyggere eller i to større byer Pucallpa og Yarina Cocha. Stammerne er kendt for deres egenartede og komplicerede, geometriske mønstre, som de dekorerer deres keramiske krukker – og andre redskaber og husgeråd – med.   
 
De mønstrede krukker kendes helt tilbage fra år 800 e.Kr. og er et kulturelt særkende, der adskiller de to stammer fra andre indianske stammer i Perus nord-østlige lavland. Den keramiske kunst er så betydelig en del af stammernes identitet, at oprindelsen til keramikken begrundes religiøst i en legende, hvor guden lærer de første mennesker at lave keramik. 
 
Krukkerne modelleres og pølses op i hånden. Derefter begittes de med hvid eller rød bundfarve, glittes og bemales til sidst med de karakteristiske, hvide eller sorte geometriske mønstre. Efter at krukkerne er blevet brændt i et bål, efterbehandles de med harpiks, der både tætner dem og fremhæver mønstrene. Fremstillingen af krukkerne udføres af landsbyens kvinder. 
 
Mønstrene har udviklet sig gennem tiden, og der er tale om en levende og dynamisk tradition. Hver landsby har sine egne mønstre, og hver enkelt kvinde sin egen stil, som hun giver videre til sine døtre. En kvinde med respekt for sig selv, gentager aldrig et tidligere benyttet mønster.  
 
Der findes flere forskellige typer af krukker. Den største kaldes Chomo. Det er en stor krukke, hvor halsen snævrer ind. Denne krukke, der kan rumme ml. 25 og 50 ltr., bruges normalt til ølbrygning. Shipibo-kvinderne fremstiller også Quëncha- og Quënpo-skåle – spise- og drikkeskåle, der bruges i den daglige husholdning. 
 
Endelig fremstiller Shipibo-Conibo-indianerne en krukketype – Joni – der er formet som Chomo-krukken, men hvor halsen udformes som et ansigt. Krukketypen er inspireret af forfædrenes urner – og fremstilles primært med henblik på salg til turist- og kunstmarkedet. 
 
Shipibo- og Conibo-stammerne bruger ikke kun mønstrene på deres keramiske arbejder. Også tekstiler, perlesmykker og træskærerarbejder udsmykkes med mønstrene, der tillige går igen i deres ansigtsmaling og kropsudsmykning.  
 
Samlingen, der udover keramik består af tekstiler og andre redskaber, er en gave fra Mette Kvist Jørgensen. Hun er mag.-scient. i antropologi og etnografi, og har foretaget adskillige rejser til indianerstammer i Perus og Panamas regnskove. Samlingen er doneret til Holstebro Kunstmuseum i 1985.