Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Naturfølelse - Mentale Landskaber

I Holstebro Kunstmuseums samlinger udgør John Olsen (f. 1938), Inge Lise Westman (f. 1945), Kirsten Klein (f. 1945), Lene Bødker (f. 1958), Pipaluk Lake (f. 1962), Tobias Møhl (f. 1970) og Emil Westman Hertz (1978-2016) en særskilt gruppe kunstnere. Fælles for dem er, at deres arbejdsmetoder og motivverdener grunder i en dyb fortrolighed og sammenhængsfølelse med naturen, der bliver et udtryk for såvel ydre som ’indre’ landskaber. – Naturinspiration og mentalt udtryk i lige mål.

Denne gruppe kunstnere er for langt de flestes vedkommende også fælles om en vis melankoli i udtrykket, der er næret af årstidernes skiften mellem forårets fødsel, sommerens vækst, efterårets høst og vinterens død. En tydelig cyklus, der hele tiden minder om tilværelsens uundgåelige ophør. Melankolien sættes ofte i forbindelse med en nordeuropæisk tradition, der for dansk kunsts vedkommende har aner tilbage til tiden omkring 1850, hvor den romantiske følelse for naturen får billedligt udtryk.

I forlængelse heraf søger kunstnerne i deres værker at afspejle en spiritualitet, hvor naturen er besjælet af en kraft, der ligger udover den almindelige menneskelige forståelse. Gennem værkerne søger kunstnerne således at nærme sig naturens og dermed livets mysterium.

Med sine poetisk besjælede landskabsbilleder lægger Kirsten Klein sig i forlængelse af tidligere naturromantiske strømninger. Tematisk behandler hun ofte forholdet mellem nærhed og distance, ude og hjemme. Og med stor fototeknisk formåen evner hun i kraft af voldsomme kontrastvirkninger at indfange lysets og årstidernes vekslen.

Længselsfuldhed og vemod præger en del af Kleins scenerier. Anderledes forholder det sig hos Inge Lise Westman, der snarere fordyber sig i naturens enkeltheder og dramatiske monumentalitet. Westmans fortættede malerier har både mikro- og makrokosmisk karakter, således at de kan alludere til dønninger på havoverfladen og fjerne stjernetåger på én og samme tid.

’Tingfinderen’ John Olsens usentimentale forgængelighedsæstetik fungerer på tilsvarende vis som en understregning af naturens almene mangfoldighed. Helt afgørende er det imidlertid, at Olsens ophobninger af indtørrede kadavere, knogler og forsteninger er stillet i et nært forhold til civilisationens efterladenskaber i form af menneskeskabte ting som metal og plast.

Der optræder ingen staffagefigurer hos kunstnerne. Naturen er i sig selv et stemningsbærende mål og middel. Og selv om der på ingen måde er løftede pegefingre i deres kunst, kommer man som beskuer let til at tænke på menneskets ofte respektløse forhold til naturen. – Hvordan vil fremtiden forme sig på Jorden set i lyset af ressourceknaphed og eksplosiv befolkningsvækst?