Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Viggo Jensen

Som mange andre af sin generations malere gik Viggo Jensen (1886-1973) i lære som malersvend. Det skete i fødebyen Odder i 1905. Men allerede i 1907 blev han optaget på Kunstakademiet i København.

Her blev han dog kun få måneder, hvorefter han resten af sit liv arbejdede på sine egne præmisser og temmelig ubemærket. Således gik der helt frem til 1924 før han udstillede første gang med Frie jyske Malere, og han sendte først billeder til Kunstnernes Efterårsudstilling i 1927, hvor de straks blev antaget.

I 1920’erne og 30’erne malede Viggo Jensen primært landskaber. I 1940’erne arbejdede han med opstillinger, som han forenklede mere og mere, så der til sidst ikke længere var figurative elementer tilbage i billederne.

Tilbage var et rent maleri, hvor Viggo Jensens fine kolorisme fik mulighed for at udfolde sig. Det er en poetisk, stilfærdig men samtidig meget rig farvekunst, hvor dæmpede nuancer af grønt, rødt, brunt, gult og gråt dominerer.

Og selvom Viggo Jensens maleri har sluppet figurationen, kan man stadig se, at hans udgangspunkt er naturen og naturiagttagelsen. Farverne er naturens egne, og billederne kan ses som blade eller græs betragtet gennem et forstørrelsesglas – et naturens mikrokosmos. Selv udtrykker Viggo Jensen det på den måde, at han ikke selv føler ”... at der er noget skel mellem mine abstrakte og mine naturalistiske billeder”.

Viggo Jensens maleri er rent maleri, der kun har sig selv som formål. Hans maleri lever sit helt eget liv uden for tidens modeluner. Det var også derfor, at Viggo Jensen i 1963 blev indbudt til at være medlem af Martsudstillingen, der netop dyrkede fordybelsen i den kunstneriske proces.