Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Marc Chagall

Marc Chagall (1887-1985) fødtes ind i en fattig, stærkt troende jødisk familie i den russiske provinsby Vitebsk. Som ung gik han kortvarigt på en kunstskole i byen, og i 1906 flyttede han til Sct. Petersborg og studerede på forskellige kunstskoler i byen.

I 1910 modtog han et legat, der gjorde ham i stand til at rejse til Paris. Gennem venskabet med digteren Guillaume Apollinaire, der havde kontakter til de kunstnerne, der var i fuld færd med at udvikle kubismen, blev Chagall opmærksom på den nyere franske kunst.

Det var i denne periode Chagall malede nogle af sine berømteste billeder som f.eks. ”Violinspilleren”. Det er billeder, der i formen er påvirket af kubismens ophævelse af det naturalistiske rum, men som samtidigt henter sit indhold og fortællinger fra barndommens russisk-jødiske folkekultur.

I 1914 rejste han tilbage til Rusland. Opholdet, der var planlagt til at vare et par måneder blev – på grund af udbruddet af Første Verdenskrig – til et ophold på otte år, hvor han oplevede krigen og revolutionen. En kort overgang var han kunstkommissær i Vitebsk, men hans kunstsyn passede ikke ind i det kommunistiske system, og i 1923 rejste han igen til Paris og opholdt sig der resten af livet – kun afbrudt af et ophold i USA under Anden Verdenskrig.

Ved sit første møde med kunstsamleren og forlæggeren Ambroise Vollard fik Chagall opgaven at illustrere Gogols bog ”Døde sjæle”. Fra 1924-25 laver Chagall de i alt 107 raderinger. Raderingerne skildrer den russiske livsform, som Chagall var vokset op i.

Efter færdiggørelsen af ”Døde sjæle” opfordrede Vollard Chagall til at lave illustrationer til La Fontaines fabler, og da de var færdiggjorte, bestilte Vollard illustrationer til Bibelen – en tekst som Chagall var dybt fortrolig med. I 1931 rejste han til Ægypten, Syrien og Palæstina for at opleve Biblens lande. Siden rejste han til Holland for at studere Rembrandts billeder.

Serien med bibelillustrationer – der rummer i alt 105 raderinger – blev først færdiggjort i 1956. Herefter blev Biblen én af Chagalls vigtigste inspirationskilder. Adskillige malerier, glasarbejder, tekstiler og litografier udspringer af disse illustrationer.

Da Chagall døde 98 år gammel i 1985, var han én af det 20. århundredes mest kendte og elskede kunstnere. Hans billeder er som eventyr – de er finurlige og poetiske skildringer af livet og kærligheden, fulde af livsglæde.

Marc Chagall, 1921. Fotograf ubekendt