Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Jonathan Meese

Jonathan Meese er født 1970 i Tokyo. Hans far er waliser og hans mor tysk. Som barn flyttede han med sin mor til Tyskland. I årene 1995-1998 studerede Jonathan Meese ved Hochschule für Bildende Kunst i Hamborg, men færdiggjorde ikke sine studier.
 
Ved første øjekast virker Jonathan Meeses kunst voldsom, vild og kaotisk. Farven ser ud som om den nærmest er kastet på lærredet, hvis ikke den er trykket direkte ud fra tuben i tykke plamager. Der er ofte klistret genstande på billedet, som f.eks. det tyske jernkors og mønter. Og symboler som hagekors og de tre orange Adidas-striber finder vej til lærredet.
 
En træningstrøje fra Adidas hører blandt kunstnerens foretrukne beklædningsgenstande, og striberne henviser derfor til kunstneren selv, der i øvrigt igen og igen optræder som hovedpersonen i billederne. Endelig er der gerne elementer fra populærkulturen i hans værker som f.eks. superskurken Dr. Fu Manchu eller en preussisk soldat, som vi genkender ham fra film og karikaturer. Dertil kommer alskens ord og sætninger skrevet tværs hen over billederne.
 
Alle de mange og forskellige referencer virker umiddelbart som et stort sammensurium. Hvad handler det om? Hvem er de onde og de gode? Skal man tage tingene for pålydende? Eller er det hele en stor joke? Men der er mening i galskaben. De normer og værdier vi kender, forvrænger Jonathan Meese og skaber absurde og morbide spejlbilleder af vores verden.
 
Jonathan Meeses univers er fyldt med humor og ironi, der ikke altid placerer ham selv i det mest flatterende lys. Samtidigt sætter han den kunstneriske udtryksform på spidsen ved sin tydelige og voldsomme kropslighed og med sin dynamiske leg med symboler, identitet og kunstnerrollen. Han udfordrer til stadighed sig selv og ikke mindst os og vores opfattelse af kunstens mål og midler. Giver man værkerne tid, ser man dog også mere traditionsbestemte træk i Jonathan Meeses kunst.
 
Jonathan Meese er ikke en politisk kunstner i gængs forstand. Men hans værker er aktioner, hvor han demonstrerer, at kunsten i sig bærer et kreativt og frigørende potentiale for det enkelte individ. Denne så positive hensigt omtaler Jonathan Meese ikke overraskende i tvetydige vendinger som ”Kunstens Diktatur”.
 
Jonathan Meese har ved flere lejligheder arbejdet sammen med den danske kunstner Tal R, der også er repræsenteret i Holstebro Kunstmuseums samling. I 2005 skabte de to kunstnere i fællesskab totalinstallation "MOR" i X-rummet på Statens Museum for Kunst. Værker af Jonathan Meese kan i Danmark udover i Holstebro også ses i Statens Museum for Kunst og Louisiana, Museum for moderne Kunst.
Jonathan Meese, foto Jan Bauer. Net / Courtesy Jonathan Meese. Com