Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Aktuelle

Tal R: Veranda. 2010 Tal R: Veranda. 2010

til den 16. september 2018 Nyekspressivt og nyfigurativt maleri


Tal R er internationalt anerkendt og rigt repræsenteret i museets samling. Også Jonathan Meese og Daniel Richter arbejder nyfigurativt og nyekspressionistisk. 

I løbet af 1990’erne sker der en genopblomstring af et nyekspressivt og nyfigurativt maleri. Repræsentanterne herfor arbejder traditionsbevidst og med opmærksomheden rettet mod maleriets udtryksmæssige muligheder. Grundlæggende maleriske problemstillinger er atter kommet på dagsordenen, hvilket ikke mindst gælder forholdet mellem billedflade og billedrum, figuration og abstraktion, form og farve, skrift og gestus.
 
Tal R (f. 1967), Jonathan Meese (f. 1970) og Daniel Richter (f. 1962) arbejder alle inden for dette nye maleri. 
 
Med en nærmest hæmningsløs energi har de tre kunstnere igennem de seneste tiår markeret sig som betydelige fornyere af den maleriske tradition. Inspirationen hentes ofte på kanten af det alment accepterede og forløses i et fabulerende billedsprog, der demonstrerer stor koloristisk og ekspressiv styrke. Selvom der indimellem er megen humor på spil, er det alvorsfulde og presserende emner, der tages under behandling hos Jonathan Meese, Daniel Richter og Tal R.
 
Udtryksformen og de i traditionel forstand komponerede billeder har rødder i kunstens lange historie. Samtidig er man ikke i tvivl om at stå over for billeder, der tilhører vor tid men som også har blivende fortællinger at byde på, og dét i et billedsprog der rækker udover tid og sted.
 
Jonathan Meeses alsidige kunstneriske praksis rummer talrige referencer til mytologi, populærkultur og de tabuiserede sider af især Tysklands fortid. Hans kunst antager på hæmningsløs vis en nærmest manifestagtig karakter. Meese forvrænger alle vedtagne normer, og skaber herudaf absurde spejlbilleder af vores historiske virkelighed. Men samtidig demonstrerer han, at kunsten i sig bærer et frigørende potentiale for det enkelte individ. 
 
Daniel Richter er én af tysk samtidskunsts helt centrale skikkelser. Med baggrund i 1980’ernes autonome punkmiljø skildrer hans malerier det moderne menneskes livsvilkår på kanten af samfundet. Massemediernes billedvirkelighed, sex, vold og politisk konflikt er kunstnervirkets væsentligste omdrejningspunkter, som Richter bearbejder med insisterende nerve og kant.  
 
Tal R hører blandt de mest markante kunstnere i sin generation. Han øser af en tilsyneladende uudtømmelig kilde af kreativitet og skæve fortællinger. Tal R skaber malerier, skulpturer, grafik og keramik, der under den tilsyneladende harmløse overflade indeholder indsigts- og fantasifulde fortolkninger af tilværelsens fortrængte sider.   
 
Hans maleri er farverigt og fuld af oprørsk og afsøgende energi, hvilket blandt andet skyldes, at det eksisterer i krydsfeltet mellem det banalt-ekspressive og en mystisk, drømmeagtig dybde – og som oftest med udgangspunkt i en meget konkret tilværelsestilgang. 
Tilbage