Åbningstider

1. juli - 31. august  
Tirsdag-fredag kl. 11-17
Weekend kl. 11-17
Mandag      lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Aktuelle

Jean Marc Routhier Jean Marc Routhier

9. juni - 16. september 2018 Jean Marc
Routhier

Udstillingen 'To Whom it May Concern: “pensé pour le petit-déjeuner' er Jean Marc Routhiers første på et dansk kunstmuseum, og består af en række værker produceret specielt til udstillingen. 

Jean Marc Routhier (f. 1987) er uddannet fra Billedhuggerskolen ved det Kongelige Danske Kunstakademi i 2015 samt Universität der Künste i Berlin. Udstillingen er kunstnerens første solopræsentation på et dansk kunstmuseum, og består af en række nyproducerede værker. 
 
Routhier arbejder konceptuelt i sin kunstneriske praksis, der indbefatter eksperimenterende tilgange til både skulptur, laserprint og tekst. Værkerne er kendetegnet ved en særegen stoflighed, der balancerer mellem det syntetiske og det organiske. Ofte gennemløber de en nærmest alkymistisk forvandling gennem krystalliseringer og andre molekylære processer. 
 
Udstillingen indeholder en række vægobjekter, laserprints, slik, en flagline med farverige pengesedler samt genstande fra Astrid Noacks studiesamling, der er bragt i en fornyet dialog. De sorte laserprints består af adskillige lag tonerfarve, der forlener dem med en fløjlsagtig overfladefornemmelse. Deres motivindhold stammer fra bagsiden af en række fotografiske gengivelser af Astrid Noacks skulpturer, der er hentet frem fra Det Kongelige Biblioteks billedsamling og Astrid Noacks arkivsamling på Holstebro Kunstmuseum. De øvrige elementer er uddrag af artikler fra online-leksikonet Wikipedia, som er skrevet oven i hinanden fra forskellige læseretninger i en symmetrisk spejling. Værkerne befinder sig således på grænsen mellem det informative og det komplet ulæselige. 
 
Overordnet set er Routhier interesseret i de tilfælde, hvor forestillingen om en objektiv sandhed bryder sammen. Når vi konsulterer Wikipedia for at finde svar, er informationen således ofte besmittet med følelsesladede kommentarspor og evigt foranderlige begrebsdefinitioner. Samtidig er internettet i tiltagende grad stedet, hvor identiteten manifesterer sig. Men den distribueres og forhandles på flertydige måder. Ved anvendelsen af internettets kommunikationsformer ønsker Routhier i et skulpturelt og billedkunstnerisk sprog at rette opmærksomhed på krydsfeltet mellem den postfaktuelle virkeligheds informationsstrømme, politik, menneskelige følelser og begær.  
 
Udstillingens fundne genstande er med til at fremhæve de situationer, hvor det symbolske meningsindhold bliver utilsigtet og absurd. Her finder vi for eksempel sukkersødt slik med fejloversatte eller delvist misforståede følelsesudtryk. Flaglinen har mindelser om en tørresnor med vasketøj eller tibetanske bedeflag, men udgøres i Routhiers degraderede variant af kapitalens ultimative symbol: pengesedlen. Udstillingens væghængte objekt indeholder referencer til det scenografiske bagtæppe med ordene fra den amerikanske Uafhængighedserklæring, der blev anvendt under de seneste præsidentdebatter mellem kandidaterne Hillary Clinton og Donald Trump. Erklæringens omtale af selvindlysende sandheder og umistelige rettigheder – retten til liv, frihed og stræben efter lykke – forekommer nærmest prekær og faretruende i en tid som vores, der er præget af politisk usikkerhed og ængstelse. Tilsammen peger udstillingens værker med andre ord på illusorisk behovstilfredsstillelse og ureflekteret nydelse, ligesom de understreger åndelighedens trange kår under stormagtspolitik og global kapitalisme.  
 
I udstillingen henvises der også til det kognitive fænomen pareidolia, hvor genkendelige mønstre træder frem i tilfældige informationer. Et velkendt eksempel er smileyen, der instinktivt opfattes som et ansigt, der tillægges menneskelige træk og følelser. Routhier markerer her de perceptionspsykologiske grænseflader mellem abstraktion og figuration og på vores visuelle afkodninger af virkeligheden i det hele taget. – Men også på forsimplende og meningsløse træk i de sociale mediers kommunikationsformer.
 
Hvor internettets informationsstrøm ofte virker overfladisk og forrående, er Routhiers kunstpraksis til gengæld kendetegnet ved en insisterende sanselighed. I kraft af sine talrige samfundsmæssige og kulturhistoriske henvisninger kommunikerer den ganske vist, men det sker i et helt andet register af stoflighed, oprigtighed og fysisk dybde.    
   
Jean Marc Routhier tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2015, og har allerede medvirket på en række enkeltmands- og gruppeudstillinger herhjemme og i udlandet. Blandt hædersbevisninger kan nævnes modtagelsen af Statens Kunstfonds arbejdslegat, Niels Wessel Bagges Kunstfonds Legat samt Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Legatets talentpris. Routhier er dertil repræsenteret i Statens Kunstfonds samling. I 2017 blev Routhier tildelt Astrid Noacks Legat. 
 
Udstillingen er støttet af 
Statens Kunstfond
 
Tilbage