Åbningstider

Tir-fre: kl. 12-16

Lør-søn: kl. 11-17

Mandage: lukket

Åbent mandag i uge 42

 
  

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Aktuelle

Fast ophængning Understrøm – Naturfølelse og mentale landskaber


Kirsten Klein (f. 1945), John Olsen (1938-2019), Inge Lise Westman (f. 1945), Lene Bødker (f. 1958), Pipaluk Lake (f. 1962) og Tobias Møhl (f. 1970) afspejler i deres værker en spiritualitet, hvor naturen er besjælet af en kraft, der ligger ud over den menneskelige forståelse. Der er en særlig naturfølelse på spil, som taler ind i vores mentale landskaber og kalder på naturforundring og forbundenhed. Som bygger bro mellem det store dramatiske landskab og den lille nære natur, men også mellem vores mentale landskaber og naturens fysiske landskaber.

Med sine poetisk besjælede landskabsfotografier lægger Kirsten Klein sig i forlængelse af tidligere naturromantiske strømninger. Værkerne kan ved første øjekast, i deres sensitive stoflighed, ligne malerier. Kleins fotografier inspirerer til en genopdagelse af uendeligheden og poesien i verden omkring os. Hun viser landskabets mange ansigter, fra det barske til det blide, og man kan næsten høre havet bruse, tidevandet risle og vinden hviske i træerne. I mødet med hendes sanselige billeder, i nærmest sceniske kompositioner, vækkes en længsel efter det uspolerede og en forening med de store naturkræfter, som vi selv er en del af. Som fra et hidtil ukendt udsigtspunkt ser man med nye øjne på en fortryllet natur, der kalder på os. Med stor fototeknisk formåen evner Klein i kraft af voldsomme kontrastvirkninger at indfange lysets og årstidernes vekslen. I hendes kunstneriske univers er naturen ikke blot en ramme for menneskers færden og liv; den taler til os gennem skyerne, træerne og vinden om vanitas – alle tings forgængelighed. Og her kommer et fælles kunstsyn med John Olsen til syne.

På sin gård i det sydfynske fulgte John Olsen dagligt på nærmeste hold naturens gang, som er allestedsnærværende i hans kunst. Olsen reflekterede over det skæbnefællesskab, som mennesket har med naturen. I Olsens kunst konfronteres vi med en usentimental forgængelighedsæstetik. Det er som om, alle de døde ting igen får liv og mening i hans kunstfærdige behandling af det store forfalds skønne sammenhæng. I hans skildringer af naturens forfald og destruktivitet bliver døden og skrøbeligheden nærværende gennem naturens materialer. Men det er ikke kun det forfærdelige og uhyggelige ved døden, der fokuseres på. Der findes også en slags skønhed i døden og forfaldet. På samme måde som døden i naturen er en forudsætning for livets fortsættelse, vækker Olsen de døde genstande til live og gør dem til kunst i tæt kontakt med den verden, de er en del af. Den levende natur bliver medskaber i hans værker - i spor af dræbersnegles vandring over et pigmentdækket papir, i naturaliernes naturlige forfald og i brugen af efterårslammets indvolde i sit Papirarbejde uden titel (2003).

John Olsen (1938-2019), Dræbersnegle, 2007
 

Længselsfuldhed, forgængelighed og vemod præger på denne måde en del af Olsens og Kleins værker. Anderledes forholder det sig hos Inge Lise Westman, der snarere fordyber sig i naturens enkeltheder og dramatiske monumentalitet.

Inge Lise Westmans fortættede malerier har både mikro- og makrokosmisk karakter, således at de kan lede tankerne mod dønninger på havoverfladen og fjerne stjernetåger på én og samme tid. Der stilles på én gang skarpt på den mindste organisme og kastes blikke ud i verdensrummet. Billedfladens forunderlige mønstre synes både raffineret og åndfuld på samme vis som i glaskunstneren Tobias Møhls ornamenterede detaljerigdom.

Tobias Møhl behersker den klassiske pastorelli-teknik, hvor udgangspunktet er klart glas med indlejrede strenge af farvet glas. Det er denne – komplicerede – teknik, der frembringer de forunderlige mosaiske mønstre, som i samspillet med glassets transparens og Møhls enkle og rene former skaber det raffinerede og åndfulde udtryk, der kendetegner hans værker. De levende ornamenter danser som mytiske væsner under glassets overflade.

Lene Bødker
s naturinspirerede værker blander sig med fabulerende skulpturer, der forbinder os med de store fortællinger om skabelse, liv og død. Den dybeste historie for Bødker er, at vi er natur. Mennesket eksisterer ikke blot i samhørighed med naturen; vi er uløseligt forbundet med dens energier og kræfter. I Bødkers skabende proces stiller hun sig til rådighed for materialet og modellerer intuitivt i en form for meditativ tilstand af ro og nærvær, som resulterer i værkernes levende og organiske formsprog. Hun arbejder med at integrere spændinger og modsætninger i sine værker: stramhed overfor tilfældighed, ydre overfor indre, massivitet overfor transparens, skrøbelighed overfor robusthed og tyngde overfor lethed.

Hos Pipaluk Lake viser de indbyggede modsætninger sig også. Her som kontrasten mellem det hårde, skarpe, massive materiale og det bløde og organiske formsprog. De aftryk, metallerne afsætter på glasset, giver værkerne en fast defineret overflade. Men samtidigt har de glassets karakteristiske dybde, klarhed og lethed. I Lakes værker forekommer værket besjælet med en naturens ånd, som manifesterer sig med en sådan kraft at materialet synes levende – som noget, der er ved at finde sin form.

Måske kan man tale om at værkerne i udstillingen vækker et særligt slægtskab og en sammenhørighed mellem mennesket og naturen; en særlig naturfølelse? Som en understrøm af organisk bevægelse i sammenfletningen af vores indre landskaber med naturens ydre landskaber. Er det igennem naturen, at vi får adgang til sindets landskaber? Eller er det i værkernes, motivernes og materialernes væsen, at vi kaldes ud i en genfortryllet natur? Tilbage