Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Kommende

Ursula Nistrup: From the Pink Sand Ursula Nistrup: From the Pink Sand

23. februar - 19. maj 2019 Ursula Nistrup - From the Pink Sand

Lyd- og billedkunstner Ursula Nistrup (f. 1974) har udviklet et storstilet udstillingsprojekt, hvor hun udfolder et sansemættet fremtidsscenarie, hvor menneskeheden har øvet massiv indflydelse på planeten med vidtrækkende konsekvenser for dens økosystem. 
 
Udstillingen indbefatter lige dele virkelighed og spekulativ fiktion. Udgangspunktet for projektet er særlige sommerfuglearter, der i tørkeperioder ernærer sig af ørkensand som var det organisk føde. En sådan tilpasningsdygtighed understøtter på fantasifuld vis forestillingen om nye symbiotiske organismer, der samtidig bibringer håb om vores fortsatte eksistens og overlevelse. Ørkensandets vindkast, sommerfuglens nerveceller og menneskets høreorganer omsættes kunstnerisk til lydlige klangfarver, skulpturer, ord og billede i en omfattende scenografi. 
 
Nistrup har til formålet samarbejdet med en lang række anerkendte danske kulturproducenter, heriblandt billedkunstneren Søren Thilo Funder, tonemester Peter Albrechtsen, musikeren Cæcilie Trier samt forfatter Ida Marie Hede. Udstillingens installatoriske elementer er skabt i samarbejde med Victoria Mingot (guldsmed) og Elisabet Flejsborg (tekstildesigner).
 
I udstillingen optræder også væsentlige dele af Nistrups tidligere værkproduktion. Det drejer sig bl.a. om fotoserien Rock Music (2015), der afbilder den type granitbloksten, som i 1500-tallet blev anvendt til opførelsen af det berømte Vithala tempelkompleks i Indien. Granitblokkene besidder særlige resonansegenskaber, som bevirker, at templets søjler ved lette slag afgiver toner og klange. 
 
Vithalatemplet danner også udgangspunkt for det omfangsrige værk Pink Pillars (2018), der i skulpturel form gengiver dets akustiske granitsøjler. Det samme gælder Resonating Pillars (2017), en række håndstøbte og individuelt bearbejdede porcelænssøjler, der opfanger og ved hjælp af særligt sensitive mikrofoner forstærker udstillingsrummets lyde til bølgende, melodiske klange som et skulpturelt kor. Porcelænssøjlerne er skabt på Royal Copenhagens værksteder i samarbejde med modellør Bo Jørgensen. 
 
Hvad angår lyd, er der her tale om et mangeårigt undersøgelsesfelt hos Nistrup: “Lyd er en helt fundamental dimension i tilværelsen, der samtidig er i stand til at skabe verdener, intime forestillinger og udvidede rum. – En vital kraft simpelthen”. 
 
From the Pink Sand er samlet set en rejse i tid og rum, der omhandler livets opretholdelse. Det er samtidig en udstilling, der i lyset af vores nuværende klimakrise påpeger nødvendigheden i at forstå livet på planten Jorden i et perspektiv, som er hinsides menneskets erfaringshorisont.  
 
***
URSULA NISTRUP – Cosmic Desert
Kunsthal Aarhus
22. februar-14. april 2019
 
Omtrent parallelt med udstillingen på Holstebro Kunstmuseum vises Cosmic Desert i Kunsthal Aarhus. Som del af udstillingen vises den nyproducerede film Journey into Deep Materiality. Filmens poetiske billedside tager tematisk og æstetisk udgangspunkt i libysk ørkenglas, hvis’ kemiske sammensætning indikerer ikke-jordisk oprindelse. Glasset menes at være fremkommet ved et meteoritnedslag for 29 millioner år siden, men man har ikke lokaliseret et krater med en tilsvarende alder. Filmen vedrører dermed grænselandet mellem videnskab og mystik. Herudover vises smykkeserien In Praise of the Glass Witnesses. Serien er skabt i samarbejde med den amerikanske smykkedesigner Victoria Mingot.  
 
***
Ursula Nistrup (f. 1974) er uddannet ved Glasgow School of Art og California Institute of the Arts. Hun har en omfattende udstillingsportefølje bag sig, og er modtager af en række rejsestipendier, kommissioner og hæderslegater, senest Niels Wessel Bagges Kunstfonds Legat. Derudover er hun repræsenteret i såvel private som offentlige samlinger, heriblandt Københavns Kommunes Kunstsamling og Sorø Kunstmuseum. Nistrup er desuden i gang med at skabe et større offentligt udsmykningsprojekt i samarbejde med B&O i Struer. 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Tilbage