Åbningstider

1. - 30. september  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend kl. 11-17
Mandag     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Kommende

28. september 2019 - 26. januar 2020 Troe og Agtsom | Urolige hjerte
- to filmkabareter af Kirsten Astrup


Kisten Astrup, Urolige hjerte. Foto: Mads Hoppe

Holstebro Kunstmuseum udstiller billedkunstner Kirsten Astrup, der i sine filmkabareter kredser om vores forestillinger om det individuelle og det fælles. Statsinstitutioner såsom jernbanen og posten tegner velfærdsdanmarks symbolske geografi – og Astrup undersøger disse kollektive systemer, erindringer og mytologier i sine film- og installationsværker.
 
Kirsten Astrup er bl.a. uddannet fra Kunstakademiet i Oslo og Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvorfra hun tog afgang i 2017 med den roste filmkabaret Troe og Agtsom. Værket udspiller sig i Post Danmarks nu nedrevne hovedkvarter fra 1912 ved Hovedbanegården i København, og har det danske postvæsens traditionelle motto som titel. I filmkabareten Urolige hjerte fra 2018 er det vores allesammens hensygnende længselsmaskine, De Danske Statsbaner, der behandles gennem ni musiske tableauer. Astrup komponerer selv musikken, mens hendes faste samarbejdspartner, Maria Bordorff, skriver teksterne. I filmene optræder både amatører, drags og professionelle skuespillere, som mange danskere kender fra populære film og tv-serier.
 
Astrups praksis er på én gang undersøgende, solidarisk og præcis i en debatterende og åben behandling af relationerne mellem individets værdighed og det institutionaliserede samfund. Samtidig spøger queer-strategier, gentrificering og en knagende metaltræthed i hele det offentlige karrosseri i kulisserne på de forførende, samfundskritiske filmkabaretter. 
 
Udstillingen præsenterer begge film, installationer, scenografien fra filmene samt et stort materiale fra Astrups omfattende research i vores statsinstitutioners glemte anatomi.
 
For Troe og Agtsom modtog Kirsten Astrup følgende tre uansøgte hæderspriser: Charlottenborglegatet, Blixprisen og 15. Juni Fondens Hæderspris. For Urolige hjerte modtog hun Franciska Clausen Medaljen (Læs Akademiraadets motivering). Senest er Kirsten Astrup og Maria Bordorff tildelt Remmen Fondens Kunstpris 2019 (Læs portræt i forbindelse med nomineringen).
 
Hertil blev Urolige hjerte beskrevet som et af årets vigtigste kunstværker af følgende tre aviser/tidsskrifter:
 
Når først de unge lovende kunstnere begynder at besynge velfærdssamfundet på den måde, er det fordi, de kan se enden på det hele. Urolige hjerte er politisk pop med smæld i og med en klædelig råhed i udtrykket, som jeg håber, at duoen aldrig lykkes med at polere helt i bund.” - Pernille Albrethsen
 
Urolige Hjerte synger direkte til institutioner og politikere om at åbne sig for et inkluderende fællesskab på tværs af klasse, race og seksualitet. Må filmen nå ud i alle afkroge af Danmark med sit bud på ny samfundsdebatterende kunst.” - Ida Marie Heide 
 
Værkets uortodokse og forfriskende blanding af nostalgisk folkelighed og queerpolitisk slagfærdighed er dybt original – en oprigtig hyldest til en af velfærdssamfundets bærende infrastrukturer, DSB, fortalt gennem campy pop-kabaret, papmachemasker og dragperformere.” - Pernille Lystlund Matzen
 
Læs mere via kirstenastrup.com   
 
-
Udstillingen ’Troe og Agtsom | Urolige hjerte – To filmkabareter af Kirsten Astrup’ er Holstebro Kunstmuseums bidrag til den store udstillingssatsning ’Herfra hvor vi står – 7 udstillinger om national identitet’, der er et samarbejde mellem syv jyske kunstmuseer i 2019.

Herfra hvor vi står – 7 udstillinger om national identitet
Hvordan forholder vi os til national identitet i dag? Hvilke historiske og kulturelle symboler indgår i den offentlige fortælling om os selv og vores nationalitet? Med udgangspunkt i både eksisterende kunstværker, symboler, kulturminder og nyproducerede værker, der genovervejer de visuelle repræsentationer og fortællinger om nationale symboler, inviterer de syv museer til spændende udstillinger der strækker sig fra 1800-tallet og frem til i dag.
 
De syv kunstmuseer Randers Kunstmuseum, Skovgaard Museet, Holstebro Kunstmuseum, Glasmuseet Ebeltoft, Horsens Kunstmuseum, Skive Museum og Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, vil sammen med en bred vifte af danske og internationale kunstnere genoverveje, hvordan vi forstår national identitet i dag. Slutresultatet er syv museumsudstillinger, som præsenterer værker på tværs af kunstneriske genrer som maleri, skulptur, fotografi, glas, objektkunst, performance, musik, video og konceptuel kunst.

I forbindelse med udstillingsprojektet er der udgivet et fælles magasin med introducerende artikler og interviews.
Magasinet vil blive uddelt i forbindelse med udstillingerne og kan læses her.

Udstillingssamarbejde på tværs af regionen
Som en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 samarbejdede de syv kunstmuseer omkring udstillingsprojektet De Syv Dødssynder. De syv museer fortolkede hver sin dødssynd, og som et kulturelt tæppe fra Østjylland til Vestjylland, skabte udstillingerne et sammenhæng, som rekordmange besøgende rejste rundt for at opleve.
Det unikke samarbejde på tværs af de forskellige museer dannede både grobund for et fagligt interessant samarbejde, og synliggjorde også effekten af, hvad museer kan skabe når de står sammen og forener kræfterne for at styrke kulturen i Region Midtjylland. Det er netop denne synergieffekt tillige med den udvidede museumsoplevelse, som museerne ønsker at bygge videre på og udvikle.
 
Det nye udstillingssamarbejde er skabt i forlængelse af Aarhus 2017 Legacy, hvis formål er at sikre det gode udbytte fra kulturhovedstadsprojektet fortsat kan spire i regionen.
 
Praktisk information:
De syv udstillinger åbner som perler på en snor i løbet af efteråret 2019 med Randers Kunstmuseum som det første d. 10. august. Yderligere information fås via museernes egne hjemmesider. For kontakt i forbindelse med projektet, kontakt venligst: 
 
Museumsinspektør Teresa Østergaard Pedersen, toep@holstebrokunstmuseum.dk
 
Udstillingsprojektet er støttet af Genforeningspuljen 2020, Legacy Aarhus 2017, Region Midt, Statens Kunstfond og Det Obelske Familiefond

 

                     

 
 
 
 
Tilbage