Åbningstider


Tir-fre: kl. 12-16

Weekend og helligdage: kl. 11-17

Mandage: lukket
 
Åbent mandag i uge 7 og 42  

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Kommende

17. september 2022 - 22. januar 2023 Olivia Holm-Møller – En kunstnerkreds omkring 1900-1930

 
Med Olivia Holm-Møllers (1875-1970) brevarkiv som prisme, samt værker af de seks kunstnere, tegner både udstillingen og det ledsagende katalog et fokuseret og levende tidsbillede af et endnu ikke beskrevet udstillingsfællesskab i dansk kunst ca. 1900-1930. Fællesskabet var kunstnerisk set bredtfavnende og funderet på venskaber; en alliance på en dansk kunstscene i opbrud på baggrund af den fremtrængende modernisme og dennes idealer om kunst, geni og konflikt.

Ud over Holm-Møller tæller kredsens fem øvrige kunstnere Carla Colsmann Mohr (1887-1974), Sophie Pedersen (1885-1950), Jacobine [Bizzie] Høyer (1888-1971), Marie Graae (1876-1944) og Elise Konstantin-Hansen (1858-1946). Sidstnævnte udstillede ikke med gruppen, men havde et tæt bånd til Olivia Holm-Møller, som udstillingen præsenterer gennem de to kunstneres gentagne portrætteringer af hinanden.

Ud over at udstille samtidigt på tidens censurerede udstillinger, herunder den store Kvindelige Kunstneres Retrospektive i 1920, udstillede de fem også to gange som gruppe, nemlig i Kunstforeningen i 1911 og Den Frie i 1924. Kredsens kerne, Holm-Møller, Pedersen og Colsmann, udstillede herudover som trio i 1916, 1920 og 1924 – aktiviteter som samtidens kataloger, omtaler i kunstpresse samt brevene afdækker og kaster nye perspektiver på.

Gennem Holm-Møllers kunstnerkreds, brevene og kunstnernes værker, spejles bredere strømninger i tiden. Ud over at præsentere værker af kunstnere, der ikke har været udstillet i museumssammenhæng før, tilbyder udstilling og katalog også et indblik i, hvordan det var at indgå i et ambitiøst og mangfoldigt udstillingsfællesskab af kvindelige kunstner i en tid, hvor konflikter om det traditionelle kontra det moderne optog dagsordenen, og hvor kvinders adgang til flere kunstnersammenslutninger endnu ikke var tilladt.

 


Elise Konstantin-Hansen, Portræt af Olivia Holm-Møller, 1905. Blyant og vandfarve
 
Tilbage