Åbningstider

Tir-fre: kl. 12-16

Lør-søn: kl. 11-17

Mandage: lukket

Åbent mandag i uge 42

 
  

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Kommende

2. april - 21. august 2022 Amalie Smith
Looming


Udstillingen Looming består af fem store digitale skærme placeret i Færchfløjens rumforløb som løst vævede stofskillevægge. Og det er netop det digitales stoflighed, som forfatter og billedkunstner Amalie Smith (f. 1985) er optaget af. Vi taler ofte om skærmteknologien som intuitiv og "sømløs", og når vores mobil- og computerskærme fremviser tekst og billeder på næsten magisk vis og uden forsinkelse, så ser vi lige gennem dem og fokuserer på det, de præsenterer os for. Men hvad er de digitale skærme i sig selv for en teknologi, og hvilken slags billeder er det, de fremviser?

Se fotos fra udstillingen her

 
Den digitale teknologi er tæt forbundet med den tekstile og trækker dermed tråde langt tilbage i teknologihistorien. Både væv og computer danner billeder ved at sammenføje farvede punkter i rækker og rækker i flader. Både tekstiler og digitale programmer kan derfor reduceres til opskrifter, det vi også kalder for algoritmer. Den første computer, Den Analytiske Maskine, hentede i 1830erne sit hulkortsystem fra den industrielle jacquardvæv, som var blevet udbredt få årtier tidligere. Med hulkortet som bindeled kan væven forstås som en ældgammel forløber for computeren. Vævere har i mindst syv årtusinder tilrettelagt pixelmotiver i binære opskrifter, og på væverierne processerede man data længe før nutidens datacentre blev opført. Og endnu før mennesker begyndte at fremstille stof, spandt edderkopper net, og møl silkekokoner.

Siden årtusindskiftet er en ny type algoritme kommet til: De selvlærende algoritmer, der er i stand til at lære på egen hånd med udgangspunkt i den data, man fodrer dem med. Selvlærende algoritmer kaldes også for "neurale netværk", fordi de er bygget efter forsimplede modeller af den menneskelige hjerne. Med udviklingen af selvlærende algoritmer er computeren begyndt selv at kunne opfatte, hvad den viser på skærmen – som en hypervæv, der er i stand til selv at se det billede, den er i gang med at væve.
 
Skærmene i Looming viser motiver skabt i samarbejde med en selvlærende algoritme, som Amalie Smith har fodret med indsamlede fotos af vævestole, puppedannende insekter og spindlere, industrielle væve- og datahaller, tekstilmønstre og printplader – alt sammen dele af det digitales grundstof. Algoritmen har ud fra disse fotos fremdrømt en række multidimensionelle billedrum, som hver indeholder et principielt uendeligt antal nye billeder. Smith har på baggrund af udtræk fra hvert billedrum tilrettelagt en serie punkter, som algoritmen efterfølgende har fremkaldt en rejse imellem. Der er altså ikke tale om en fuldt automatiseret proces, men om at menneske og maskine forsøger at nærme sig hinanden i en fælles drømmelogik. Resultatet er en slags levende stillbilleder, der ikke er statiske, men hele tiden glider mod andre, beslægtede motiver.

En motivmæssig gliden findes også i de korte filmsekvenser, der af og til afbryder de algoritmiske drømmeforløb. Her optrævles og genvæves det stof, som computeren er gjort af: Hundrede år gamle hulkortvæve oplyses som moderne gamer-computere, 1800-tals skikkelser omsluttes af digitale billedprojektioner, og bladformede insekter kravler på skærme. Tekstil- og computerteknologiens fiktive og historiske muser påkaldes: den græske mytologis Arachne og Penelope, maskinstormerbevægelsens fiktive leder Ned Ludd, militærdatalogen Grace Hopper og grevinden Ada Lovelace, der udtænkte verdens første computeralgoritme. Mellem hver opvågning og indslumring føres vi gennem fragmenter af det datasæt, som den selvlærende algoritme er fodret med.

Udstillingstitlen Looming henviser både til væven forstået som verbum, at være vævende, og til den oprindelige betydning på engelsk som det, der truer i horisonten. Hvis det digitales grundprincipper allerede var til stede i vævens teknologi, hvad ligger så latent i skærmenes digitale billedrum, som kan udfolde sig i fremtidige teknologier? Hvordan adskiller digitale billeder sig fra analoge? Hvilken slags liv har de, er det sovende eller vågent? Og kan vi med udviklingen af neurale netværk betragte vores egen bevidsthed som en slags levende billedstof?

 

Amalie Smith - Kort biografi
Amalie Smith (f. 1985) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2015 og Forfatterskolen i 2009. Hun har otte litterære udgivelser bag sig, heriblandt I civil (Gyldendal 2012), Marble (Gladiator 2014) og Et hjerte i alt (Gyldendal 2017). Den seneste udgivelse, Thread Ripper (Gyldendal, 2020) er en flersporet fortælling om billedvævning og computerteknologi. Bogen blev nomineret til Weekendavisens Litteraturpris.
Hendes billedkunstneriske praksis spænder over digitalvævninger, videoinstallationer, fotografi og 3D-film. Hun har tidligere udstillet på bl.a. Statens Museum for Kunst, ARKEN Museum for Moderne Kunst, Kunsthal Aarhus, ARoS Aarhus Kunstmuseum, Kunstmuseum Bonn (DE) og Busan Biennale 2020 (KR). I 2021 deltog hun ligeledes på kunsttriennalen Soft Water Hard Stone på New Museum i New York (US). Offentlige udsmykninger har hjemsted i bl.a. Energistyrelsen og på Ørestad Gymnasium.

Smith har blandt andet modtaget Kronprinsparrets Stjernedryspris (2015), Niels Wessel Bagges Kunstfonds hæderslegat (2016) og Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat (2017). Hun er repræsenteret i samlingerne på Statens Museum for Kunst, ARKEN Museum for Moderne Kunst og Holstebro Kunstmuseum.

_

FOTOS

Amalie Smith - Looming, pressefoto

Portrætfoto: David Stjernholm

 

Udstillingen er støttet af: Det Obelske Familiefond, Færchfonden, Statens Kunstfond, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Grosserer L.F. Foghts Fond, Frimodt-Heineke Fonden og Gangstedfonden.


Det Obelske Familiefond yder ekstraordinær støtte til en treårig udstillingsrække på Holstebro Kunstmuseum i årene 2022-2024. Udstillingen med Amalie Smith er den første i rækken.

 

 

 

 
Tilbage