Identitet

Videobeskrivelser

Program A
Red Tape (Don't go into Tarlabasi). 2010. 7:09 min.
af Søren Thilo Funder
Coming to Istanbul I was told immediately that Ishould not go down into Tarlabasi. The ghettoized area Tarlabasi is, apart from not being all that dangerous, also the next poor area to be gentrified.
Red Tape takes it outset in the Japanese horror film Kairo and in the mix between documentary and horror fiction it aims to distort the image of ghettoization.

When you see a witch in the forest, who is imagining who. 2001/2007. 0:32 min.
af Rikke Benborg
Den korte film dyrker det irrationelle. Det organiske er et billede på fantasien med Fie Norsker som en overbevisende heks i sort kostume mellem levende svampe.

Program B
No Man is an Island. 2002. 4:00
af Jesper Just. 
Justs debutfilm No Man is an Island refererer i sin titel til et gammelt engelsk ordsprog, der betoner, at intet menneske kan eksistere alene. I filmen valser en midaldrende mand henover en åben plads, Blågårdsplads i København, i slowmotion. Scenariet, som akkompagneres af vægtløs Jazz og en 50er film pastiche, forekommer selvironisk og med et næsten uvirkeligt præg.
Jesper Just's "No Man is an Island" er venligst udlånt af Heart - Herning Museum of Art".

West Coast. 2009. 5:00 min.
af Jette Ellegaard
I West Coast hører en kvinde bilradio i sommerheden for nedrullede vinduer. Kombinationen af radiohits og kørsel mod de åbne vidder fremkalder den indre bonderøv i hende.
Stemningen er rå, poetisk og underspillet, og handler om; naturen, kulturen og kønnenes relation i vores samtid. Om basal fascination og om en landbokultur, som i alt sin hastige foranderlighed stadig har dybe rødder.

House Slamming. 1998. 0:50 min
af Søren Dalgaard
House Slamming udfordrer specifikt vores gængse forestilling om bygninger, som stationære objekter og generelt vores forestilling om tingenes tilstand.

Program C
Vejen hvor du bor. 2002. 5:35 min
af Lennard Grahn
Ordene kommer i vejen. En syret oplevelse i et mennesketomt villakvarter, en dag hvor det så bliver nat.

The Search . 2006. 2:00 min.
af Nina Klevian & Pernelle Maegaard
En historie om hvor let det er at kigge de forkerte steder efter det, vi længes efter. Og hvor svært det er, hvis man ovenikøbet er nødt til at slæbe hele sin baggage med sig. 

Program D
Ventilate (Part one). 2007 4:00 min 
af Jeanette Ehlers
I videoen ”Ventilate” danser kunstneren foran sin bogreol samtidig med at hun tømmer reolen for bøger. Ved hjælp af den tidskrævende frame –by- frame metode, retoucherer Jeannette Ehlers sig selv ved at overmale / camouflere sin figur med forskudte billeder af bogreolen, hvilket resulterer i et nærmest kubistisk udtryk. Man fornemmer stadig kunstnerens bevægelser, som en pulserende rytmisk figur i billedet, der modstilles den statiske reol. Der opstår et komplekst spil mellem for- og baggrund og mellem intimitet og distance. Stemningen er på én gang aggressiv og sensuel. Opgør, renselse og eskapisme er tematiske omdrejningspunkter og kommenterer identitetens mulighed for hele tiden at blive skabt på ny. Der refereres samtidig til personlige og historiske lag qua bøgernes repræsentation.

Ego Song. 2005-2006. 5:20 min.
af Lillibeth Cuenca Rasmussen
EgoSong er en sang til individets forherligelse, en apoteose, indrammet af verslinier som: ”I am the centre of the universe” og ”[…] pleasing my EGO is my goal”. Hvad kan kunstneren næsten andet end at optræde som sol i et regi som dette. Klædt i en gul dragt med guldsko, guldnegle, guldglimmer og bærende en blond paryk står hun lysende med den gule solskive hæftet bag på kostumet som en integreret del af figuren. Til lyden af en enkelt obo og klarinet fremfører hun med drævende og ikke særligt velklingende stemme sit budskab i projektørens skarpe lys. Hun mimer tydeligvis kabaretgenren både i stil og stemning, stående urørlig foran et fast kamera, der udelukkende i totalbilleder registrerer hendes talende mimik og armbevægelser. Med den blonde paryk signalerer hun til publikum, at hendes rollemodel er ingen andre end Marlene Dietrich, uden at det af den grund skal tages særligt højtideligt, men blot antyde den overflade, som Lilibeth Cuenca Rasmussen sætter i scene med sin sang.
Kalkulerende, katteagtig og koket synger hun om, hvor vidunderligt det er at være på egotrip, mens hun peger på sig selv og på betragteren.