| 1. april - 30. juni | |
| Tirsdag-fredag | kl. 12-16 |
| Weekend/helligdag | kl. 11-17 |
| Mandag (ikke helligdage) | lukket |
Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk
Maleri og video
Videobeskrivelser
Program A Motion Picture. 23 min. Af Malene Bach Malene Bachs arbejder ”maleri i et udvidet felt”. Hvor andre kunstnere arbejder rumligt og installatorisk med maleriet, arbejder Malene Bach i et animerede rum og har tilføjet maleriet en tidslig dimension. Gennem det musiske samspil med Lotte Anker, sopransaxofon og Jacob Riis, laptop tilføjes der en lydlig dimension til maleriet. Der er stadigvæk tale om maleri, fordi det er ‘farve på en flade’, men ved at arbejde i flere dimensioner giver Malene Bach maleriets poetiske og æstetiske kvaliteter en mere altomfattende udtrykskraft. Projektet er bl.a. støttet af: Kunstrådets Billedkunstudvalg og Statens Kunstfond Program B Paint Over. 2004. 3:15 min. Af kunstnergruppen Paint Over. (Troels Aagaard, Ivan Andersen, Lars Christensen, Torben Ribe, Jonas Hviid Søndergaard; Musik: Rune Kaagaard). Videoen fortæller om produktionsprocessen på en malingsfabrik – ikke ulig de oplysende dokumentar film, man kan se i børnetimen på TV. Gennem den animerede fortælling om maleriets materielle ophav, opleves maleriet som andet end følsomme, autentiske, subjektive strøg. Industriens mekaniske processer bliver i animationsvideoen fortalt i en form, der minder om Charlie Chaplins ”Moderne Tider”, idet humor og ubehjælpsomhed, i form af videoens stiliserede og forenklede digitale gengivelse af virkelighedens komplekse processer, bliver udtryk for menneskelig fejlbarlighed – både med frygt og ærefrygt. Untitled, (circle flow/ reverse mirror duality). 2011. 4.36. Af Thorgej Steen Hansen: I denne digitale stop-motion film bliver en af den konkrete malerkunsts arketyper, cirklen, sat i bevægelse i form af en dobbelt skydeskive-komposition: To sidestillede og ens proportionerede cirkelformationer bevæger sig med hurtigt skiftende farvekombinationer i hver sin retning. Derved skabes der et optisk fluks imellem dem, der gør det nærmest umuligt for beskueren at fokusere på billedkompositionen i sin totalitet. Wrestlers. 2006. 3:39 min. Af Karen Land Hansen & Nicolai Land. Wrestlers er baseret på studier af bevægelserne i bestemte kampsportsgrene. Den viser to kønsløse figurer der brydes. Indimellem er arten af deres omfavnelser flertydig. Animationen bruger en teknik, der animerer akvarelmaleri. Lys (Nicolai Land) og billede (Karen Land Hansen) er udviklet i tæt fællesskab. The Eye Of Perception. 2010. 4:05 min. Af Jon Stahn: Når de ser ind i erkendelsens øje ser de verden som den virkelig er skøn, psykedelisk og i evig forandring. Program C Painting 1. Af Kristian Sverdrup I værket eksperimenterer Kristian Sverdrup med at omsætte maleri til video. Han har lavet nogle gennemsigtige, organiske plastiskskulpturer, som han belyser med de tre grundfarver rød, blå og gul én af gangen, hvorefter han har filmet skulpturerne mens de roterer. Efterfølgende har han lagt de tre film i lag, der varierer i intensitet, så de forskellige farver blander sig i takt med at farverne skifter. Derved skabes en rumlighed af form og farve. Ved at bevæge sig igennem denne flydende og foranderlige farvepalet, bliver man uundgåeligt en del af denne undersøgelse: at male med lys. Udover at være et maleri af lys er det et maleri som ikke står stille, men som hele tiden er i konstant forandring og bevægelse. Aychinko. Uden år. Uden titel. Af Pernelle Maegaard. Aychinko er en sang, billeder af natur og syngende animation Kassen og krusedullen. Uden år. Uden titel. Af Pernelle Maegaard. Kassen og krusedullen: Et kalejdoskopisk spil mellem to figurer. Diary. 2010. 3:02 min. Af Lars Heiberg: Lars Heibergs sort-hvide animations video er en dagbog over 16 dage i efteråret 2010. Man ser forskellige, konkrete flader, der flytter sig rundt i billedfladen. Derved opstår der stemnings- og temposkift, i et fladt univers, som æstetisk har referencer tilbage til det første computerspil "PONG" fra midten af 1970'erne. Program D In/Out The Flat no. 5. 1985. 20:31 min. Af Steen Møller Rasmussen Filmen viser malerne Claus Carstensen og Peter Bonde i en spray-proces, der begynder i et farveløst rum og ender i en farvefuldstændighed, således at de enkle figurer vokser ud af rummet. |
||