Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2000

5. februar - 24. april 2000 Da kødet blev kunst

Peter Carlsen, Michael Kvium og Knud Odde (alle født 1955) er fælles om at dyrke et på mange måder gammeldags maleri og figurativt billedsprog. Ikke så få i kunstinstitutionen ser dem følgelig som utidssvarende, fordi de overordnet set ikke udtrykker deres samtid i en samtidig stil.

Det er nok derfor, at kunstinstitutionen betragter Carlsen, Kvium og Odde som enkeltstående fænomener, der er gået på tværs af det, man ellers forbinder 80'er-generationen med. Kunstinstitutionen har valgt at ignorere de tre kunstneres stilistiske fællesskab og deres åbenlyse fascination af det at gøre billeder af mennesket. Ved at bringe de tre kunstnere sammen demonstrerer udstillingen, at Carlsen, Kvium og Odde er deres generations svar på en (sejlivet) tradition med aner langt tilbage i kunstens historie, og som uden tvivl til alle tider vil gøre sig gældende. Udstillingen vil med malerier fra de seneste år (lighederne mellem dem har aldrig været større) og med eksemplets magt vise en række fælles træk.

Carlsens, Kviums og Oddes malestil, farver og motiver har et opsigtvækkende nærvær, og deres palet og 'tegning' har ekspressiv kraft. Det marginale er i fokus, og basale drifter er gennemgående tema. Også det grimme og/eller det kitsch'ede er særdeles karakteristisk for dem. Endvidere er de tre optaget af at give en tilstandsbeskrivelse af samfund, sociale relationer (eller mangel på samme), medier m.m. og det i et billedsprog, der er umiddelbart tilgængeligt. Men forskellene mellem dem vil med udstillingen naturligvis også falde i øjnene.

Kulturredaktør ved Weekendavisen, Henrik Wivel sætter i en artikel i udstillingens katalog de tre ind i en større generationssammenhæng. Med afsæt i Søren Ulrik Thomsens "Farvel til det blå rum" skriver Henrik Wivel om menneskets sidste fælles anliggende - menneskekroppen, som de tre kunstnere jo til stadighed kredser om, og han karakteriserer Michael Kvium som patetikeren, Knud Odde som erotikeren og Peter Carlsen som humoristen.
Tilbage