Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2001

10. februar - 24. marts 2001 Erik Thommesen

Holstebro Kunstmuseum har 'ryddet' største delen af museet for at sætte fokus på billedhuggeren Erik Thommesen (f. 1916), der er en af det 20. århundredes betydeligste danske billedhuggere, og som også i europæisk efterkrigskunst er et fremtrædende navn.

Erik Thommesens skulptur er umiddelbart abstrakt, men han tager afsæt i menneskets fysiske kropslighed og væren, og derfor gennemstrømmes hans værk af organiske former og menneskelighed. Hans seje kompromisløse arbejde med formen resulterer i en spændt og stram form, der indeslutter et indhold - en kerne af levende indre kraft og rytme. Selv sammenfatter kunstneren sine bestræbelser således: "Det er det musiske i formen, som gør kunsten umiddelbart oplevelig og tidsløs". Erik Thommesens skulpturer rejser sig rytmisk frodige og livsbekræftende med en konsekvens og styrke, som ikke kan vække andet end dyb beundring.

Af inspirerende betydning for Erik Thommesen kan nævnes afrikanske skulpturer, men også den statuarisk arkaiske form, som i øvrigt har betydet meget for det tyvende århundredes kunstnere. Tanken falder ligeledes på europæiske billedhuggere fra dette århundrede f.eks. Henri Matisse og Henri Laurens. Også den danske billedhugger Astrid Noack, i øvrigt ligesom Erik Thommesen rigt repræsenteret i Holstebro Kunstmuseums samlinger, har haft betydning.

Erik Thommesen var i sin ungdom med i COBRA. Dog var dette ikke et helhjertet engagement. Netop i disse år blev han mere og mere optaget af kunstens klassiske egenskaber. Erik Thommesen ville fordybelse og bestandighed i udtrykket. I 1950 tog han initiativ bl.a. sammen med Ejler Bille til Martsudstillingen, der i 1951 havde sin første udstilling (sammenslutningen opløstes 1981). Erik Thommesen reviderede mål og midler i forhold til den eksperimenterende kunst, og blev den i sin generation, der på et traditionsforbundet grundlag videreførte den modernistiske skulptur og bringer den op i det ny århundrede.

Med omkring 60 skulpturer og 40 tegninger belyser Holstebro Kunstmuseum kunstnerens livsværk. Til udstillingen er indlånt værker fra Statens Museum for Kunst, Louisiana, en række provinsmuseer og mange private samlere. Udstillingen er blevet til i et samarbejde med Kunsthallen Brandts Klædefabrik i Odense og Bornholms Kunstmuseum, hvor den vises senere på året.

På udstillingen vises Karen Vads portrætvideo "En værkstedssamtale med billedhuggeren Erik Thommesen". Samtalepartner er idehistorikeren Lars Morell.

I forbindelse med udstillingen udsendes den gennemillustrerede bog "Billedhuggeren Erik Thommesen". Her analyserer kunstkritikeren Henning Jørgensen indgående udviklingen i Erik Thommesens værk i artiklen "Det menneskelige er det personlige", og kunsthistorikeren Poul Vad beskriver kunstnerens plads i det 20. århundredes skulptur i artiklen "Veje i moderniteten". Bogen inderholder endvidere bl.a. en fortegnelse over kunstnerens produktion. Desuden er til bogen udarbejdet en bibliografi, der godtgør Erik Thommesens rolle som skribent og debattør.

Læs mere om kunstneren: "Erik Thommesen - introduktion af kunstneren", "Erik Thommesen - biografiske noter" og "Erik Thommesen - et kunsthistorisk rids"
Udstillingen "Billedhuggeren Erik Thommesen. Skulpturer og tegninger" vises 10. februar - 25. marts 2001 i Holstebro Kunstmuseum. Åbningstider: tirsdag til fredag 12-16, weekend og helligdage 11-17. Mandag lukket (dog ikke 12. februar). Tilbage