Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2002

24. august - 10. november 2002 Henry Heerup. Fra sten og skrot til skulptur

”Vend skraldebøtten i vejret …”, lød Henry Heerups opfordring i 1934 og lav kunst deraf! Det som andre havde smidt væk, kunne Heerup bruge – der var ikke noget, der var for grimt eller usselt i hans øjne.

En udtørret rotte fastgjort på et træstykke med en guldliste for oven og en spiralfjeder for neden var blandt Heerups udstillede skraldemodeller på en udstilling samme år. Ikke overraskende vakte ”Rotten” opstandelse. Også i dag tiltrækker den sig stor opmærksomhed, dels fordi det er en rotte, og dels fordi skraldemodellen minder så stærkt om et krucifiks. Det var nu ikke for at provokere. Heerup ville forløse de upåagtede muligheder i den fundne rotte og de kasserede materialer og på en intuitiv måde at fortælle om basale sider af tilværelsen.

Udstillingen i 1934 indvarslede en ny tid i kunsten i Danmark og var arrangeret af unge fremstormende kunstnere. Det var begyndelsen til det, der halvandet årti senere blev til den internationale kunstnersammenslutning COBRA, hvor fantasi og eksperimenter stod i centrum.

I COBRA-bevægelsen repræsenterede Heerups kunst det umiddelbare og folkelige ikke mindst på grund af hans fortælleglæde og utrolige evne til med få og enkle midler at udtrykke sig. Også hans stenskulpturer er fornemme eksempler herpå. Heerup var særdeles påholdende i sin bearbejdning af stenen, for han var af den opfattelse, at han blot hjalp noget allerede i stenen iboende på vej. Således er der en forunderlig overensstemmelse mellem stenens væsen og Heerups kunstneriske hensigter. En frodighed karakteriserer alt, hvad Heerup gav sig i lag med - ofte eventyragtigt og altid usnobbet. Heerup sagde om sine skraldemodeller, at man kunne hænge dem op på væggen ved siden fotografiet af bedstemor! Og han brød sig ikke om, at hans skulpturer blev udstillet på sokler.

Udstillingen ”Henry Heerup - fra sten og skrot til skulptur” sætter fokus på hans skulpturelle produktion og omfatter knap halvfjerds skraldemodeller og stenskulpturer fra en periode på mere end 40 år indlånt fra museer og fra en række private samlere.

Udstillingen viser kunstnerens alsidighed som skulptør og understreger Heerups helt særlige evne til at fremhæve og udnytte det enkelte materiales kvalitet. Alt i alt afspejles det poetiske helhedssyn, der gennemsyrer Heerups livsværk. Kunstneren, der blev født i 1907, døde i 1993. Udstillingen er blevet til i samarbejde med Heerup Museum i Rødovre.

De mange skraldemodeller og stenarbejder vises på udstillingen i Holstebro i et frodigt hele sammen med store dele af Holstebro Kunstmuseums omfattende samling af malerier og papirarbejder af kunstneren. Der er med andre ord her en enestående chance for at opleve Henry Heerups kunst, som det ikke har været muligt i mange, mange år.

I forbindelse med udstillingen udsendes en plakat med det populære motiv ”Uglen” og et katalog med mange gengivelser af Heerups skraldemodeller og granitarbejder samt en række artikler om kunstneren, der belyser Heerups skulpturelle virksomhed.
Tilbage