Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2006

25. februar - 17. april 2006 Globus. Kuglevaser af Peder Rasmussen

Holstebro Kunstmuseum præsenterer i foråret 2006 keramikeren Peder Rasmussen. Han blev uddannet som pottemager på Herman A. Kählers værksted i Næstved i 1970 og har dermed sit udgangspunkt i den danske, keramiske tradition.

Udstillingen består af 12 billedvaser, som Peder Rasmussen har skabt gennem de seneste 2 år. Vaserne er kuglerunde, ca. 55 cm. i diameter og fremstillet i sort lertøj. De er dekoreret med begitning i sgrafitto-teknik og glaseret med en blank blyglasur.

Den runde form har Peder Rasmussen valgt for at få så enkel en baggrund som muligt til de dekorationer, han maler på og ridser ind i krukkernes overflader.
Efter i mange år at have dekoreret sine krukker udelukkende med ornamentik er Peder Rasmussen begyndt at blande sit ornamentale univers op med figurative elementer - ja, af og til også med ord og korte sætninger.

Dekorationerne er fortællinger. De er som små film, der afspilles på vasens krumme overflade. Et dekorativt element - eksempelvis en spiral - kan lede beskueren fra begyndelse over klimaks til afslutning. Ord akkompagnerer de enkle fortællinger. De kan for eksempel handle om en mand, der går, hopper og falder, den evige historie om pigerne og drengene, eller - i et ofte gentaget tema - om mennesker, der flyver vægtløse rundt på krukkernes overflader.

”Kuglen repræsenterer helheden – den tænkte, den utopiske også. Revolutionsarkitekter og andre visionære ånder elsker den af samme grund. Kugle hedder på latin ’globus’. Globusser anvendes som bekendt til afbildning af den tilnærmelsesvis kugleformede jordklode, men også til afbildning af andre himmellegemer og af selve stjernehimlen.

Kuglen er altså ikke blot, om man så må sige, global. Den er universel, kosmisk og peger som sådan på de største sammenhænge og de dybeste indsigter. Samtidig - og det er ligeså vigtigt - rummer den imidlertid lette og lystige referencer til helt nære, børnevenlige værdier – til leg og spil og fritid: Bolde, sæbebobler og - ja, kugler (kroket-, bowling-, golfkugler osv.) er også runde legemer.

Ligesom kunst i det hele taget befinder Peder Rasmussens vaser sig et sted midt i mellem videnskab og leg. De er en del mindre end planeter og noget større end bolde, men i slægt med dem begge. Kuglens dobbelte betydning kommer måske smukkest til udtryk overhovedet i Chaplins ’The Great Dictator’ fra 1940, med Hynkels ballondans med en globus” (citatet er uddrag af William Gelius’ tekst om kunstneren og gulvvaserne i udstillingskataloget).


Tilbage