Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2009

7. marts - 26. april 2009 Prints by Tal R

Holstebro Kunstmuseum viser grafik af Tal R

Det er lidt af en verdenssensation, at Holstebro Kunstmuseum den 7. marts kan åbne udstillingen PRINTS BY TAL R med grafiske værker af Tal R - Danmarks for tiden mest anerkendte kunstner internationalt.

Det er nemlig første gang overhovedet, at et dansk museum har fået muligheden for at for at vise en stor del af Tal R’s samlede grafiske produktion fra 1997 til i dag.

Grafiker i særklasse
Tal R har arbejdet med grafik gennem hele sin kunstneriske karriere. Og selvom vi bedst kender ham som maleren, der udfolder sine vildt fabulerende historier på store lærreder, så har grafikken hele tiden været et så centralt element i hans kunstneriske udtryk og projekt, at han gennem årene har lavet op mod 350 grafiske tryk af høj kvalitet indenfor næsten alle grafiske teknikker.

Det er hovedparten af disse mange grafiske arbejder, samt en række helt nye tryk lavet lige op til udstillingen, man fra den 7. marts kan opleve på Holstebro Kunstmuseum.

Salonophængning
På museet præsenteres de mange tryk i en salonophængning, hvor billederne hænger tæt fra gulv til loft. Det gir en enestående mulighed for at opleve den utrolige spændvidde og variation, der er i Tal R’s grafiske værk.

Samtidigt gir ophængningen også mulighed for at opleve, hvordan Tal R’s grafiske værk går hånd i hånd med hans øvrige kunstneriske produktion. I grafikken har han ofte afprøvet mange af de motiver og forløb, der siden er indgået i hans malerier og collager. Her optræder de i nye sammenhænge og ændrer dermed konstant indhold og betydning.

På den måde udvider Tal R hele tiden sit univers på kryds og tværs mellem de forskellige udtryksformer, ind imellem over stok og sten, men hele tiden underlagt de regler, som han til stadighed nydefinerer. Regler der tøjler udtrykket, og som i sidste ende bliver udslagsgivende for helhedsindtrykket.

Stor grafiker
Tal R har arbejdet og eksperimenteret med stort set alle grafiske teknikker: træsnit, linoleumstryk, radering, ætsning, litografi og folietryk. Og han har arbejdet med både sort/hvid og farvegrafik.

Han har en sjælden evne til at udnytte de enkelte teknikkers særlige udtryk samtidigt med, at han formår at give los for de muligheder, der opstår undervejs i processen. Det kan kun lade sig gøre, når man som Tal R har et meget bevidst og intuitivt forhold til det at udtrykke sig kunstnerisk.

Tal R’s indsats indenfor grafik er af så betydelig kvalitet, at der set med en international målestok er tale om en revitalisering de traditionelle grafiske teknikker.

Samarbejde med grafiske værksteder
Trykkene er blevet til i samarbejde med de tre internationalt anerkendte danske trykkere Søren Ellitsgaard, Niels Borch Jensen og Mikael Schäfer ved respektive Hostrup-Pedersen & Johansen Litografisk Atelier, Niels Borch Jensen Værksted for Kobbertryk og Schäfer Grafisk Værksted.

De tre trykkere har mange års erfaring i at samarbejde med kunstnere om grafik. Og de repræsenterer alle tre en særdeles levende grafisk tradition i Danmark.

Udstilling i Mexico
Holstebro Kunstmuseum har gennem årene samlet en række værker af Tal R indenfor maleri, tegning, forskellige grafiske teknikker, skulptur og tekstil. Desuden udstillede kunstneren separat i 2000 med udstillingen ”Viva Ultra” på museet.

Så da Søren Ellitsgaard for nogle år siden luftede tankerne om en udstilling, der skulle til det grafiske museum i Oaxaca, Mexico, var det et stort ønske fra Holstebro Kunstmuseum også at kunne vise denne udstilling med Tal Rs grafik.

Udstillingen er i flere henseender blevet udbygget i forhold til udstillingen i Mexico bl.a. med mange koldnålsraderinger/ætsninger, som Louisiana Museum of Modern Art har stillet til rådighed, samt helt nye tryk, der først er blevet trykt lige før udstillingen åbner.

I forbindelse med udstillingen udsendes et katalog, hvor kunstneren og filmmageren Erik Clausen har skrevet teksten. Køb kataloget her
Tilbage