Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2012

2. juni - 9. september 2012 KIRSTEN KLEIN
Limfjorden


Se udvalgte billeder fra udstillingen her.

Limfjorden har altid været en vigtig del af Kirsten Kleins liv. Hun voksede op lige ud til fjorden i Hejlskov ved Ørslev Kloster. Som ung flyttede hun til København for at komme i lære som fotograf. Og efter endt læretid flyttede hun sammen med sin mand til – som hun selv beskriver det – et krumt sted på Sydsjælland op ad bøgeskove, enge og søer. Men længslen efter større vidder og store himmelstrøg trak hende i 1976 tilbage til Jylland, hvor hun bosatte sig på den nordlige del af Mors. Igen med Limfjorden som nærmeste nabo.

Siden har egnen, og det helt særlige samspil mellem landskabet og vandet som kendetegner Limfjorden, været et af Kirsten Kleins vigtigste motiver.

Den store kærlighed til Limfjorden deler Kirsten Klein med kunsthistorikeren og forfatteren Hans Edvard Nørregård-Nielsen, og de bestemte sig for at udgive et stort bogværk om fjorden. Gennem flere år tog Kirsten Klein og Hans Edvard Nørregård-Nielsen sammen på sommertogt gennem Limfjorden med skonnerten Mira og samlede historier, fortællinger og billeder. Kirsten Klein har fotograferet Limfjorden fra Thyborøn i vest til Hals i øst, i alt slags vejrlig, på alle tider af døgnet og på alle årstider. Også ældre optagelser indgår i bogen.

I sine fotografier skildrer Kirsten Klein landskabet. Hendes tidligste billeder handlede om mennesket i landskabet. Men efterhånden forsvandt mennesket fra hendes fotografier og tilbage blev landskabet og de spor mennesket efterlader sig i det i form af plovfurer, veje, telefonpæle og bygninger.

Kirsten Klein viser os ikke landskabets forside. Hun bevæger sig ude i landskabet, langs hegn, tværs over markerne, på klintens kant eller i vandkanten, når hun søger sine motiver. Hun behøves ikke at bevæge sig ret langt væk fra hjemmet – tit finder hun motiverne lige udenfor sin hoveddør.

Og selv om det tilsyneladende er et almindeligt og ordinært landskab, hun fotograferer, bliver landskabet storladent og monumentalt, når hun indfanger det med sin kameralinse. Hun kan som få andre skildre overgangen mellem nært og fjernt, så forgrunden kommer helt tæt på og bliver nærværende, mens baggrunden bliver uendelig og fjern.

Også naturens kræfter formår Kirsten Klein at indfange. Især er samspillet mellem naturens elementer vand, jord og luft vigtige i hendes billeder. Vandet der piskes til skum i en frisk kuling, morgentågen der indhyller det i en tung dyne og gør landskabet mystisk eller de store dramatiske kumulusskyer, der rejser sig som monumentale bjergmassiver i horisonten.

Kirsten Klein fotograferer både i farve og sort/hvid. I farvefotografierne fanger hun følelsesfuldt stemningerne i landskabets farver, mens hun i de sort/hvide fotografier er optaget af den rigdom af gråtoner, der ligger mellem den sorte skygge og det hvide lys. Hun formår at give sine fotografier en stoflighed, der er med til at understrege billedernes poetiske sanselighed, og viser at hun er en overordentlig følsom æstetiker.

Kirsten Klein er en stilsikker og meget overbevisende skildrer af det danske landskab. Hendes fotografier er billeder af det, vi forstår og kender som det danske landskab. Men de er ikke kun billeder af et ydre landskab. De rummer også melankoli og følsomhed, der spejler et indre landskab. På den måde skriver Kirsten Klein sig ind i den naturromantiske strømning, der løber som et tema gennem dansk og nordeuropæisk kunst.

Udstillingen ”KIRSTEN KLEIN - Limfjorden” viser et omfattende udvalg af de fotografier, som er med i Kirsten Kleins og Hans Edvard Nørregård-Nielsens bog ”Limfjorden – stemmer og steder”, der udkom sidste år, og som er blevet en stor succes. Tilbage