Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2013

4.oktober - 27. oktober 2013 Billedbølge i Holstebro


Se billeder fra Billedbølgen her

En surfer, der på sit surfbræt glider ned af en kæmpebølge. Lavet i bølgepap. Det er ét af de kunstværker, der kan ses på udstillingen Billedbølgen på Holstebro Kunstmuseum. Skulpturen er lavet af 5.a. på Vinderup skole, og de har lavet den med udgangspunkt i Pipaluk Lakes værk ”Bølgen”, som ejes af Holstebro Kunstmuseum.
 
5.a. fra Vinderup skole har deltaget i projektet Billedbølgen, hvor skolebørn fra hele Midt- og Vestjylland fra sommerferien til nu har lavet parafraser eller gendigtninger over kunstværker fra Midt- og Vestjyske museer.
 
De billeder, skulpturer og tableauer der udstilles på Holstebro Kunstmuseum frem til den 27. oktober er alle parafraser over Pipaluk Lakes skulptur ”Bølge” der er en dramatisk skildring af en bølge, der rejser sig lodret i rummet, skabt i glas.
 
De øvrige billeder, som børnene har kunnet gendigte er Carl-Henning Pedersens ”Stjerneskibe” fra Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning, Jens Søndergaards ”En efterårsdag ved Vesterhavet” fra Søndergaardmuseet i Ferring og Kaspar Bonnéns ”I want to be a part of you but I also want to be free” fra Museet for religiøs kunst i Lemvig. Endelig har børnene haft mulighed for at lave en parafrase over et af verdenskunstens allerstørste værker, nemlig Georges Seurats billede ”Bathers at Asnieres”, som hænger på National Gallery i London.
 
Børnenes parafraser udstilles forskellige steder i regionen. I weekenden 4.-6. oktober udstilles parafraserne over ”Bathers at Asnieres” i Mejeriet i Tarm. Parafraserne over ”Stjerneskibe” udstilles på Dalgashus i Herning, mens parafraserne over ”En efterårsdag ved Vesterhavet” og  ”I want to be a part of you but I also want to be free” kan ses på Bovbjerg Fyr.
 
Børnene har haft helt frie hænder til at gendigte eller tolke kunstværkerne. Der er malerier, skulpturer og tableauer. Og der er brugt masser af materialer lige fra konservesdåser over papmache til legoklodser og computergenererede billeder.  
 
På Holstebro Kunstmuseum indgår parafraserne af Pipaluk Lakes ”Bølgen” i museets efterårsferieprojekt, hvor museet inviterer alle ferieramte børn til at deltage i en stor workshop, som kommer til at handle om bølger.  Her kan børnene være med til at male et stort fælles bølgemaleri. Samtidigt kan de male deres eget lille bølge billede, der hænges op sammen med alle de andre børns bølgebilleder i museets underetage. Når efterårsferien er slut er hele museets underetage omdannet til et stort bølgende hav.
 
I løbet af fredag den 4. oktober har skolerne mulighed for at komme på museet og se billederne. Derefter er udstillingen åben for alle helt frem til søndag den 27. oktober.
 
Bag Billedbølgen, der indgår i kulturfestivalen Bølgen, står Herning Billedskole, Tryllestaven Tarm, Billedskolerne i Struer og Holstebro, Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i Herning, Museet for Religiøs Kunst i Lemvig og Holstebro Kunstmuseum.
Tilbage