Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2014

11. oktober - 7. december 2014 Klassikere i museets samling

 
Astrid Noack, Ejler Bille, Erik Thommesen, Sonja Ferlov Mancoba, Henry Heerup, Anna Thommesen og Gertrud Vasegaard er alle centrale kunstnere i museets samling. 

Deres karrierer startede for de flestes vedkommende i 1930’erne. Og de var aktive og prægede kunstscenen i mange år fremover – flere helt frem til for ganske få år siden. De var alle både fornyere, samtidig med at de i deres arbejde var traditionsforbundne. Desuden havde de alle forbindelser med hinanden i flere sammenhænge og inspirerede hinanden indbyrdes. 
 
Astrid Noack blev uddannet som billedskærer og arbejdede bl.a. under Joakim Skovgaards ledelse med at udsmykke Viborg Domkirke. Efter 1. verdenskrig tog hun til Paris hvor hun begyndte at arbejde med skulptur. I 1932 rejste hun hjem til Danmark, og her skabte hun i tiden før 2. verdenskrig bl.a. Anna Ancher statuen og skulpturen Stående Kvinde. Hun var optaget og inspireret af den oldgræske (arkaiske) og ægyptisk skulpturtradition.    
 
I 1930 mødte Ejler Bille, Sonja Ferlov og Gertrud Vasegaard hinanden på Kunsthåndværkerskolen i København. Og i et par somre i 1930’erne var Gertrud Vasegaard og søsteren Lisbeth Munch-Pedersens hjem på Bornholm et vigtigt samlingssted for de unge kunstnere, der her eksperimenterede med tidens nye kunst surrealismen. 
 
Samtidigt var Ejler Bille, Erik Thommesen, Sonja Ferlov og Henry Heerup aktive i 1930’ernes kunstnermiljø omkring kunstnersammenslutningerne Linjen og Høst. Det var her hvor surrealismen og den abstrakte kunst – tidens nyeste kunstneriske tendenser – og inspirationen fra den traditionelle afrikanske kunst blev introduceret i dansk kunst.  
 
Både Ejler Bille, Erik Thommesen, Sonja Ferlov og Henry Heerup deltog efter 2. Verdenskrig i Cobras udstillinger. Men ingen af dem følte, at de var i samklang med sammenslutningens idealer og tanker og dens øvrige kunstnere.  
 
I 1951 stiftede Ejler Bille og Erik Thommesen derfor sammen Marts-udstillingen som reaktion på Cobra. Her søgte og udviklede de det traditionsforbundne. Én af de kunstnere, der for dem stod for det, og som deltog på gruppens første udstilling i 1952, var Astrid Noack, der med sine arkaiske skulpturer blev en stor inspiration for Erik Thommesen. Siden blev både Anna Thommesen og Gertrud Vasegaard optaget som medlemmer i Martsudstillingen. 
 
Sonja Ferlov kunne ikke finde sig tilpas i det danske miljø. Derfor flyttede hun til Paris med sin mand maleren Ernest Mancoba. Her levede hun i mange år helt isoleret fra det danske kunstliv. Først i løbet af 1960’erne begyndte hun igen at arbejde med skulptur, og der opstod fornyet interesse for hendes værker i Danmark. 
 
Henry Heerup derimod blev i årene efter krigen og frem til sin død i 1984, i kraft af sit fortællende og symbolfyldte maleri der hylder livet og kærligheden, én af tidens mest elskede og folkelige kunstnere. 
 
Tilbage