Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2005

7. marts 2005 kl. 18:30 Vi løber til kunsten

Mandag den 7. marts kan kunst- og motionsinteresser kombineres på en anderledes og spændende måde. Kl. 18.30 løber kunstformidler Peter Haarby nemlig i spidsen for ”I løb til kunsten i Holstebro” – en løbetur der fører forbi 5 af Holstebros kendte og spændende skulpturer.

Det er Holstebro Kunstmuseum, der i samarbejde med Mejdal G.I.K. og Dagbladet Holstebro-Struer’s Avis-maraton, arrangerer den anderledes løbetur. Arrangementet blev introduceret sidste år i august som led i Dagbladet Holstebro-Struer’s Avismaraton træning frem mod det store maratonløb i Berlin. Arrangementet blev så stor en succes, at det blev aftalt, at succesen skulle gentages igen i år, hvor Avismaraton træningen gælder deltagelse i Paris-Maraton den 10. april

Når de mange motionister i Holstebro løber på byens veje og stier, kommer de tit forbi nogle af byens skulpturer og udsmykninger. Og selvom benene gør ondt, og sveden løber ned i øjnene, lægger mange alligevel mærke til, hvad det er de løber forbi, og undre sig måske over, hvad det egentlig er. Ved kunstløbeturen vil kunstformidler Peter Haarby løbe i spidsen og undervejs fortæller historierne bag værkerne, så man næste gang man løber forbi, får en helt ny oplevelse.

Løbeturen starter fra Hallen i Mejdal. Herfra fører ruten langs Ringvejen til Frithioff Johansens ”Kaostempel” ved TV MidtVest. Derfra går det videre langs Ringvejen til Knud Tegtmeiers ”Svanen”, som Færch Plast har opstillet ved virksomheden. Så går turen ind mod centrum, hvor der standses ved Bjørn Nørgaards ”De 12 borgere fra Holstebro” og Giacomettis ”Kvinde på kærre” – den første og senest tilkomne af byens kunstværker. Sidste stop bliver ved kunstmuseet, hvor Peter Haarby vil fortælle om Marchall M. Frederichs ”Tænkeren”. Derfra løbes der tilbage til Mejdal Hallen, hvor der vil være Avismaratons berømte grønne saftevand til alle.

Løberuten er en kombination af længere og kortere strækninger. Da alle ikke løber lige stærkt, er der lavet 2 løbe-ruter – en kort på ca. 10 km, og en lidt længere på ca. 13,5 km. De hurtige løbere løber den lange – de lidt lang-sommere den korte – så skulle der være en chance for, at begge grupper kommer frem til kunstværkerne samtidigt. I den langsomme gruppe løbes der i et afslappet tempo, så alle kan følge med.

Kunstløbeturen er åben for alle, der har lyst til at deltage i en anderledes løbetur. Der er ingen tilmelding, og det er gratis at deltage. Man møder op lidt før kl. 18.30 ved Mejdal-hallen og løber med.
Tilbage