2014![]() 19. februar 2014 kl. 19:30 Gustav Klimt - Foredrag med Signe JacobsenGustav Klimt var en central skikkelse i kunstlivet i Wien omkr. år 1900. Kunsthistorikeren Signe Jacobsen fortæller om maleren der provokerede Kejserriget med sine udfordrende billeder. I årene op til 1.ste Verdenskrig var Wien et af de kulturelle kraftcentre i Europa. Litteratur, musik, arkitektur og ikke mindst billedkunsten blomstrede og provokerede med sin nytænkning og dekadence. Én af de centrale skikkelser i dette kulturelle nybrud var maleren Gustav Klimt (1862-1918). Ham kan man høre mere om, når kunsthistorikeren Signe Jacobsen onsdag den 19. februar kl.19:30 holder foredrag på Holstebro Kunstmuseum.
Gustav Klimt er kendt for sine guldbelagte og ofte meget erotisk ladede og dekadente billeder. Billeder som provokerede det konservative borgerskab i Wien. Men som også fortolkede de nye og revolutionerende tanker om psykologiens løngange og seksualitetens betydning, som Sigmund Freud formulerede i disse år.
Også symbolisme og jugendstil stod stærkt i Wien, og gennemtrænger Klimts billedunivers. Et univers der stadig fascinerer os, hvilket bl.a. kom til udtryk da hans portræt af Adele Bloch-Bauer i 2006 blev solgt for 795 millioner kroner – på det tidspunkt den højeste salgspris for et kunstværk.
Med udbruddet af 1. ste verdenskrig gik den gamle verden under. Uskylden forsvandt og Wiens storhed som kejserstad og europæisk art nouveau-by stoppede brat. Og næsten symbolsk døde Gustav Klimt og hans geniale elev Egon Schiele i 1918, hvor den gamle verden gik under. Men Signe Jakobsen fortæller i sit foredrag om, hvordan Friedensreich Hundertwasser – der er udstillingsaktuel på Arken i Ishøj - i 1960’erne igen tog afsæt i Klimt og kejserbyens guld.
|
||