Åbningstider

1. april - 30. juni  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke helligdage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

Pressemeddelelser 2010

Stillbillede fra Afrivning af løg (1995) Stillbillede fra Afrivning af løg (1995)

Hanne & Birgit på Holstebro Kunstmuseum


Download pressemeddelelse

Fra den 20. november vil man kunne se videoen ”Afrivning af løg” af det århusianske kunstnerpar Hanne Nielsen & Birgit Johnsen på Musikteatret Holstebros storskærm. Videoen vises som led i ”Terrain video – Video på kanten”, der i tiden fra den 20. november – 20. januar 2011 har ”Det digitale grin” på programmet.

Onsdag den 3. november kommer Hanne Nielsen & Birgit Johnsen til Holstebro for at fortælle og vise eksempler på deres videoværker. Det sker ved en ”Artist Talk” på Holstebro Kunstmuseum.

Hanne Nielsen & Birgit Johnsen er begge uddannede som billedhuggere på Det Jyske Kunstakademi i Århus i hhv. 1990 og 91. Men hurtigt begyndte de at interessere sig for det dengang nye videomedie, og i dag er de blandt de betydeligste danske videokunstnere.

I deres første videoer tog de udgangspunkt i dagligdags begivenheder, som blev skildret som en række absurde scenerier. Således også i ”Afrivning af løg”, hvor de to kunstnere river løg på et rivejern – en aktivitet, som alle ved, får tårerne til at rulle heftigt. Også her, hvor de to kunstnere ikke kun river ét løg – men en hel bunke. Det er morsomt, men også grotesk og absurd.

I deres senere værker har de arbejdet med det møde, der sker mellem værket og beskueren. De har også udforsket de nye fremvisningsteknikker, som den digitale teknik byder på og har bl.a. arbejdet med projektioner i kæmpestørrelse og udendørs visninger.

Arrangementet på Holstebro Kunstmuseum den 3. november er den første i en række ”Artist Talks”, som Holstebro Kunstmuseum arrangerer i forbindelse med projektet ”Terrain video – Video på kanten”. Her kan man gennem de næste to år høre nogle af de kunstnere, der deltager i projektet fortælle om deres værker

Faktaboks
”Terrain video – video på kanten” er et samarbejde mellem Holstebro Kunstmuseum og Musikteatret Holstebro, der de næste to år viser videoer af førende danske videokunstnere på Musikteatrets storskærm.

Det er videokunstnerne Sophie Hjerl og Jeanette Land Schou, der har sammensat det program der vises på storskærmen. Det skifter mellem visninger af en enkelt kunstners værker og compilations, hvor der vises værker af flere kunstnere samlet under et tema.

Hver dag kl. 7:30, kl. 17:00 og kl. 19:00 kører der videoer over skærmen. Frem til den 20. november er det videoer af den unge videokunstner Jacob tækker. Derefter kan man more sig over ”Det digitale grin”, der kører over skærmen frem til den 20.januar 2011.

Fakta
Tid: Onsdag den 3. november kl. 19:30
Sted: Holstebro Kunstmuseum, Museumsvej 2, 7500 Holstebro
Entre: 50 kr.

Kontakt: Kunstformidler Peter Haarby – 9742 4518/ph@holstebrokunstmuseum.dk
Tilbage