Åbningstider

1. oktober - 31. marts  
Tirsdag-fredag kl. 12-16
Weekend/helligdag kl. 11-17
Mandag (ikke uge 7, 13, 42)     lukket
Jul og Nytår (+ visse dage)     lukket

Kontakt

Museumsvej 2A
DK-7500 Holstebro
+ 45 9742 4518
info@holstebrokunstmuseum.dk

 

2005

8. januar - 28. marts 2005 RIGMOR MYDTSKOV. Sjæle op til overfladen - et liv i billeder

Rigmor Mydtskov (f. 1925) er én af vor tids mest markante fotografer, og hendes portrætfotografier er kendt af de fleste danskere. Hun har arbejdet med portrætfotografi, teater- og balletfotografi samt reklamefotografi, og udstillingen viser over 100 billeder med eksempler fra alle de forskellige genrer, hun har beskæftiget sig med.

Det er som portrætfotograf, de fleste kender Rigmor Mydtskov. Hun har, siden hun som 18-årig startede i sin fars virksomhed, arbejdet med portrætfotografiet og har efterhånden udviklet denne genre til perfektion.

Rigmor Mydtskovs portrætter ser spontane og umiddelbare ud. Men de er resultat af en lang proces, hvor der bliver arbejdet intensivt med hver eneste detalje: en bevægelse, kroppens drejning eller et blik. For Rigmor Mydtskov er det at instruere og iscenesætte sin person lige så vigtig en del af processen som f.eks. lyssætning. Hun fokuserer ikke udelukkende på ansigtet. Kropsholdning er også et vigtigt element i processen, som leder frem mod det øjeblik, hvor det arrangerede og det spontane går op i en højere enhed, og hvor der skal trykkes på udløseren.

Rigmor Mydtskov går aldrig på kompromis. Hun laver billeder, der ikke alene er registrerende. Hendes portrætter virker så ægte, fordi de finder ind til grundlæggende træk ved personen. På den måde får Rigmor Mydtskov beskueren til at føle, at man kender den portrætterede og skaber derved billeder, der er gået hen og blevet ikoner. Det er de billeder gennem hvilke, vi kender mange af vor tids berømte og betydelige personligheder.

Særligt gælder dette Rigmor Mydtskovs virksomhed som kongehusets officielle fotograf. Det er et hverv, hun har haft siden 1963. Her har Rigmor Mydtskov formået at sætte nye standarter for det officielle repræsentationsfotografi. Kongehusets medlemmer skildres, som det de er - kongelige, selvom hun samtidigt evner at lægge flere betydninger ind i billederne. I de mere uformelle skildringer af kongehusets medlemmer, specielt i de mange portrætter af Dronning Margrethe, lykkes det Rigmor Mydtskov at bringe os ind bag den officielle facade. Det er blevet til en lang række stærke, personlige skildringer, der viser den gensidige fortrolighed og respekt, der eksisterer mellem fotografen og Dronning Margrethe.

Teater- og balletfotografiet, som hun har arbejdet med siden 1950'erne, udgør en helt særlig niche i Rigmor Mydtskovs produktion. Det er billeder, som f.eks. skulle bruges i teatrenes udhængsskabe for at reklamere for forestillingerne. Fotografierne er taget under vanskelige vilkår i selve teatersalen, hvor fotografen af gode grunde må underordne sig teatrets fysiske betingelser. Her gælder det om at ramme stykkets dramatiske højdepunkt, eller det sekund hvor rolle og skuespiller smelter sammen. Også her er det lykkedes Rigmor Mydtskov at skabe en række billeder, der er blevet en del af dansk teaters historie.

Rigmor Mydtskov har fotograferet politikere, skuespillere, erhvervsfolk, kunstnere og forfattere gennem de seneste 50 år. Til sammen danner de mange fotografier ét stort, sammenhængende billede af mange af de personligheder, der gennem flere generationer har præget det danske samfund. Tilbage